VEZG-smågrisenoteringen stiger med 1,50 euro, svarende til cirka 11 kroner, til 74,50 euro.
VEZG-smågrisenoteringen stiger med omgående virkning med 1,50 euro (11 kroner) til 74,50 euro, mens den tilsvarende notering for 8-kilos grise stiger med 1,00 euro til 48,10 euro.
Det skriver Danske Svineproducenter i et nyhedsbrev.
- Udbuddet er lille, og efterspørgslen er god på smågrisemarkedet for tiden. I nogle tyske regioner er udbuddet endda ikke tilstrækkeligt til at dække efterspørgslen. Imidlertid er det p.t. vanskeligt at opnå markante prisstigninger på smågrisemarkedet, så længe den tyske slagtesvinenotering ikke stiger. Nogle tyske omsættere beretter dog om stigende tillæg for frie smågrisepartier, lyder det fra foreningen.