Entreprenørvogn fejrer fornemt jubilæum

Krampe fejrer 25-års jubilæum for deres »Half-Pipe« entreprenørvogne.

Den tyske vognproducent Krampe Fahrzeugbau GmbH kan nu fejre 25-års jubilæum for deres Krampe HP20’er, der siden, den blev konstrueret for mange år siden, er blevet en klassik på bygge- og anlægspladser i hele Europa.

Prøv selv at se efter næste gang du havner i køen ved et motorvejsbyggeri i Tyskland – der kører Krampe HP-vogne stort set alle steder.

Betegnelsen HP står for Half Pipe og henviser til vognkassens halvcylindriske tværsnit, der gør vognen ekstremt velegnet til at køre med våd og klistret jord. Den halvrunde vognkasse er nemlig nem at tømme helt, for der er ingen »hjørner« materialet kan klistre til.

Vogntypens tipcylinder er frontmonteret, hvilket sammen med et lavt tyngdepunkt giver stor stabilitet under aftipning og maksimal tippeevne, for hydraulikkens løftekraft bruges dér, hvor det er nemmest at hæve de tunge læs.

Krampe HP fås fra to-akslede 22 tons modeller til store tre-akslede 31 tons trailere. Den »lille« 22 tons Krampe HP20 kan i 2025 fejre 25-års jubilæum på markedet.

Dét fejrer producenten med enjubilæumsmodel, der nu ikke afviger meget fra den velkendte standardvogn, men det gør prisen ifølge den nordiske salgschef danske Kenneth Brønner.

- Tyskerne er ikke meget for at bruge prisen som konkurrenceparameter, men i denne specielle anledning har vi fået 100 jubilæumsvogne stillet til rådighed til en favorabel pris. Men det er til deling mellem markederne, så nu håber jeg ikke, at en af de store tyske vejentreprenører beslutter sig for at skifte deres vognflåde ud med nye vogne, for så får jubilæumsvognene hurtigt »hjul« at køre på, konstaterer han

EU-typegodkendt sikkerhed og kørekomfort

Et af Krampes stålsatte principper er, at en vogn skal være sikker at køre med – både i marken og på offentlig vej. Hos Krampe er dobbelte bremser standard, så kunderne kan trygt købe en ny vogn nu og være sikker på, at den matcher fremtidens krav! Alle nye Krampevogne er nemlig allerede EU-typegodkendte til 40 km/h.

Vognene skal også være behagelige at køre med, uanset om det ”bumper” på markvejen, eller det går stærkt på landevejen.

Her er Krampe også i særklasse, for med en effektiv affjedring er Krampe HP-vognene behagelige at køre med, uanset om de er fyldte eller tomme. Lastafhængige luftbremser fuldender komforten.

Krampe HP20 er også kendt for enorm stabilitet under både læsning, kørsel og aftipning. Det skyldes ifølge Kenneth Brønner et velgennemtænkt design. Dels er der ikke sparret noget på hverken vange eller aksler, men specielt det lave tyngdepunkt betyder meget. Det ligger ca. 20 cm lavere end de fleste andre entreprenørvogne.

Læs også