Den danske gyllevognsproducent Samsons overtagelse af konkurrenten Gøma giver helt nye muligheder for at videreudvikle på de to virksomheders portefølje. Den nye direktør for Samson Agrolize fortæller, at virksomheden regner med at tage det bedste fra de to virksomheders vogne og slå det sammen i en helt ny fremtidig serie.
Den nye direktør for Samson Agrolize, Søren Wistoft Jensen, der er en af de tidligere ejere af maskinproducenten Gøma, kalder sammenlægning »meget spændende«. Han forklarer, at man nu er i gang med at sammenlægge administrationen. Værkstederne bliver dog først lagt sammen til foråret, når den tidligere Gøma-afdeling har fået færdigproduceret sine bestilte gyllevogne i GG-serien.