Arla Foods indstiller sin eksport til Rusland og sin partnerskab med mejeriet Molvest.
Arla Foods indstiller sin forretning i Rusland. Dette dækker både selskabets lokale aktiviteter og import, som blev væsentligt reduceret af embargoen i 2014. Det oplyser fødevareproducenten i en pressemeddelelse.
Arla fortsætter sit arbejde med at yde fødevarehjælp til Ukraine og dets flygtninge i nabolandene i samarbejde med Røde Kors og andre humanitære organisationer. Arla donerer også en million euro til Røde Kors.
- Konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine er tragiske, og jeg deler det håb, som det meste af verden sidder med lige nu – at der hurtigst muligt findes en løsning. Vi indstiller nu vores operationer i Rusland og fokuserer på, hvordan vi bedst kan støtte vores 70 kolleger i Rusland, som er direkte berørt af dette, siger Peder Tuborgh, CEO i Arla Foods.
Effektivt Landbrug beskrev tidligere i dag, hvordan Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter (LDM) har opfordret Arla til netop at stoppe sine aktiviteter i Rusland. LDM’s formand, Kjartan Poulsen, skrev følgende i nyhedsbrevet.
- Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter blander sig normalt ikke i hvor og hvordan andelsselskaberne afsætter deres produkter, så længe det sker forretningsmæssigt optimalt for at hjembringe den bedste afregningspris til andelshaverne. Men når det drejer sig om at bøje sig for krænkelser af ytringsfrihed eller anden grusom krænkelse af menneske- og frihedsrettigheder, som vi for eksempel ser i Ukraine for tiden, må vi som mælkeproducenter være på demokratiets og retfærdighedens side.
Mælkeproducenter vil have russiske Arla-aktiviteter stoppet
Arla har været sat i forbindelse med den russiske politiske topfigur Arkady Ponomarev, der har stiftet mejeriet Molvest, som Arla har samarbejdet med. Arkady Ponomarev figurerer på Vestens sanktionslister og forsøgs således at rammes økonomisk.
Således kunne Arla have stået i en situation, hvor man bryder med de nuværende sanktioner, når man handler med mejeriet. Arlas kommunikationsdirektør har dog oplyst, at Arkady Ponomarev ikke længere er medejer af Molvest.
Mejerikoncernen har siden oplyst, at man vil donere overskuddet fra sin russiske produktion til Dansk Røde Kors. Arlas russiske produktion omsatte for cirka 400 millioner kroner i 2021.