Med en større millioninvestering i den argentinske sojamølle Entre Ríos Crushing S.A. (ERCSA) sikrer DLG Group en årlig import af op mod 200.000 ton segregeret soja til det nordeuropæiske marked, som med sikkerhed er dyrket på afskovningsfrie arealer.
Større transparens i de komplicerede værdikæder og forsyningssikkerhed af segreret soja er et par af de tungeste argumenter for, at DLG Group har investeret et tocifret millionbeløb i den argentinske sojamølle, Entre Ríos Crushing S.A. (ERCSA), som har hjemme i Entre Ríos-provinsen, nord for Buenos Aires.
- Med succes har vi gennem flere år arbejdet målrettet på at sikre en stabil forsyning af verificeret og afskovningsfrit produceret soja ud fra princippet om massebalance. Med medejerskabet af ERCSA tager vi det næste vigtige skridt mod forsyningen af segregeret soja, hvor vi opnår fuld transparens i værdikæden fra sojabonden i Argentina til leveringen ude hos husdyrproducenterne på det nordeuropæiske marked, siger group COO i DLG, Jesper Pagh.
Begrebet massebalance betyder, at certificeret soja blandes sammen med det konventionelle på et tidligt stadie i værdikæden, hvorimod segregeret soja holdes adskilt gennem hele værdikæden. Sojabønnerne, som ERCSA vil forarbejde, er ligeledes non-GM-varer, som der er efterspørgsel på i størstedelen af Nordeuropa.
Foderets klimabelastning er et udfordrende regnestykke
Partnerskab
Investeringen sker i et strategisk partnerskab med det argentinske landbrugskooperativ, ACA, og er dermed også begyndelsen på et transatlantisk samarbejde mellem de to parter. Ejerskabet af ERCSA fordeler sig nu med DLG og ACA som hovedaktionærer, mens selskabet bag ERCSA er minoritetsejer.
Det er et samarbejde og et nyt partnerskab, som Jesper Pagh glæder sig over.
- Vi har gennem de seneste år haft tæt kontakt til ACA, som er en organisation, der bygger på mange af de samme grundsten som DLG. På trods af kulturforskelle og lange afstande er der mange fællesnævnere, og vi ser denne investering som et startskud til et tæt partnerskab i fremtiden, siger Jesper Pagh.
Harmonerer med ny EU-lovgivning
Soja er en vigtig proteinkilde i husdyrproduktionen, men sojaproduktionen har over årene været til stor debat, da den i visse områder er dyrket på afskovede arealer. Fra 1. januar 2025 træder en EU-forordning i kraft, hvor importører skal dokumentere skovrydningsfrie værdikæder.
- Selvom vi har investeret massivt i andre proteinkilder som græsraffinering og opdræt af insekter, så kommer vi også til at importere soja i fremtiden. Derfor er det vigtigt for os, at vi kan sikre en stabil forsyning af non-gm segregeret soja til vores ejere og kunder. Dette er også et vigtigt skridt i at imødekomme ny EU-lovgivning på området, siger Jesper Pagh.
Danmark importerer hvert år i omegnen af 1,6 millioner ton soja, hvor langt størstedelen kommer fra Sydamerika. Det er også herfra, DLG’s primære import af soja har oprindelse.