Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 millioner kroner til fire projekter i Syd- og Nordjylland for at styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
Danmark står over for en stor omstillingsproces for at nå målet om dansk klimaneutralitet i 2045.
Et af de håndtag, man kan trække på, er Power-to-X (PtX). PtX muliggør produktionen af grønne brændstoffer og materialer ved hjælp af vedvarende energikilder i stedet for primært fossile kilder og forventes derfor at blive et væsentligt element i realiseringen af målet om klimaneutralitet.
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 millioner kroner til fire projekter, der hver især bidrager til at fremme innovative Power-to-X løsninger.
- Med bevillingen kan vi reducere den økonomiske risiko for de virksomheder, der tør at være helt fremme og satse på nye grønne teknologier og forhåbentlig bidrage til at give danske virksomheder en konkurrencefordel i forhold til Power-to-X, udtaler Peter Hansen, som er formand for indstillingsudvalget i Fonden for Retfærdig Omstilling i en pressemeddelelse.
Projekterne bidrager på forskellig vis til skalering af Power-to-X-teknologier. Rent vand er for eksempel en afgørende ressource i PtX-processen og flere af projekterne har derfor fokus på at fremme vandrensningsteknologier, som kan rense bl.a. havvand og spildevand til ultrarent vand. Øge udnyttelsesgraden af strømproduktionen fra vedvarende energikilder såsom sol og vind og optimering af integrationen af PtX-anlæg i det eksisterende energisystem er andre fokusområder.
Staten skal presse på for at gøre Power-to-X til en succes