Forleden kunne Silkeborg Kommunes første store biogasanlæg, Grauballegaard Biogas, – med et års forsinkelse grundet corona – officielt indvies.
Biogassen har allerede i år strømmet for fuld kraft fra Grauballegaard Biogas ApS ved Silkeborg. Et stort biogasanlæg som Silkeborg Kommune sammen med selskabet Grauballegaard Biogas ApS, står bag.
Og netop det gode og tætte samarbejde med Silkeborg Kommune blev fremhævet i forbindelse med den officielle indvielse af biogasanlægget, der fandt sted forleden – ét år efter ibrugtagningen, men udsat grundet corona.
- Jeg kan kun rose Silkeborg Kommune for at være visionær og bakke op om vores virksomhed. Selv om processen har været lang, har vi spillet på samme banehalvdel og gået efter et fælles mål, lød det fra Mads Niær Kristensen, gårdejer Grauballegaard og medejer samt direktør i biogasselskabet.
Han kom samtidig ind på den nærmest perfekte timing omkring anlægget i en tid hvor først klimaet og nu siden også krigen i Ukraine, yderligere har aktualiseret problemstillingen omkring selvforsyning med gas – og endda en grøn én af slagsen.
Han erkendte samtidig, at vejen også har været lang og med forskellige udfordringer undervejs. Blandt andet har der været, og er fortsat, en del modstand og klager fra naboer til biogasanlægget omkring gener vedrørende lugt og tung trafik til og fra anlægget.
Vigtigt for kommunen
Klima og krig var også blandt overskrifterne for Formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune, Rune Kristensen, (S), der ved den officielle åbning repræsenterede kommunen, da borgmester Helle Gade, havde måttet melde afbud med kort varsel.
- Der findes ikke noget bedre end noget nyt, der skal sikre den grønne omstilling og samtidig gøre, at vi ikke vil være afhængige af energiforsyning udefra, lød det fra Rune Kristensen, der samtidig understregede, at biogasanlægget er en vigtig del af Silkeborg Kommunes arbejde på at blive en CO2-neutral kommune.
Et arbejde, han understregede, især vil have tre ben – nemlig mere sol, mere vind og mere biogas i forhold til energiforsyningen, hvor forsyningssikkerhed, priser og klima er i fokus.
Grauballegaard Biogas
Biogasanlægget er bygget til at håndtere 89.000 tons biomasse årligt, hvilket giver en årlig produktion på 6.000.000 Nm³ biometan.
Anlægget håndterer biomasser som græs, majs, dybstrøelse og gylle.
Den årlige produktion på 6.000.000 Nm³ biometan svarer til et varmeforbrug for cirka 3.500 husstande.
Grauballegaard Biogas er ejet af henholdsvis DBC og gårdejer, Mads Niær Kristensen.
Bag selskabet, DBC står; Jysk Energi, Vestjyllands Andel, HedeDanmark og Langfristet ErhvervsFinansiering (LEF).