Anklagerholdet på Dansk Vegetarisk Forenings side i sagen, hvor Danish Crown er anklaget for greenwashing, er udvidet.
- Vi mener, at vi kan komme med vægtige udsagn og indlæg fra et andet perspektiv end erhvervsorganisationerne. Sagen er helt i tråd med vores arbejde for forbrugerne, og det er helt afgørende at få stoppet greenwashing, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.
Ordene stammer fra formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Phillip, og de er faldet i anlkedning af, at forbrugerorganisationen har anmodet om at træde ind i den retssag, som Dansk Vegetarisk Forening har lagt mod Danish Crown. Det skriver dagbladet Børsen.
Danish Crown under anklage i Danmarks første klimaretssag
I sagen er DC anklaget for at have vildledt forbrugere via kampagnen »Klimakontrolleret Gris« . I kampagnen påstod slagterigiganten, at dansk grisekød er mere klimavenligt, end man går og tror, og at grisekødet har reduceret sit klimaaftryk med 25 procent siden 2006.
Men DC's måde at regne ud på fik skarp kritik fra flere sider, og samtidig valgte danske dagligvarekæder at droppe salget af produkter med klimaklostermærket fra Danish Crown, som tidligere sad på kødpakkerne.
DC: Helt fint
Hos Danish Crown har man ikke noget imod, at Forbrugerrådet Tænk er gået ind i sagen.
- Det er helt fint, at Forbrugerrådet Tænk går ind i sagen. Det vigtigste for Danish Crown er, at vi fremover bliver bedre til at give forbrugerne et bæredygtigt valg. Derfor har vi også foreslået, at der indføres et statskontrolleret klimamærke, så forbrugerne får de bedste forudsætninger for at træffe et valg på et oplyst grundlag, skriver selskabets kommunikationsdirektør, Astrid Gade, i en e-mail til Børsen.
Tidligere har Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer meldt sig på banen som støtte for Danish Crown. L&F har blandt andet hyret den tidligere forbrugerombudsmand, advokat Henrik Saugmandsgaard Øe, til at forsvare slagterigiganten.
Der er endu ikke sat nogen dato for, hvornår retssagen finder sted.