»Cheese, love, and harmony«: Hele Danmarks ostefest vender stærkt tilbage med større ambitioner

Første fredag i marts står igen i ostens tegn. Endnu en gang vil osteelskere valfarte til landets ostehandlere, supermarkeder og til ostesmagninger. En bred vifte af smagfulde events landet over lægger op til endnu en ostefest, når den samlede branche – fra mejerist til kok – byder op til ostedans.

Premieren på Ostens Dag i 2024 blev en stor succes. Med over 60 events på programmet og både online og fysiske smagninger strømmede osteelskerne til arrangementer landet over. Ostehandlere bød på særlige oste og smagsprøver på retter med ost, supermarkederne havde disket op med gode tilbud, og en lukket ostekælder under Frederiksbergs gade åbnede helt ekstraordinært op for offentligheden. Nogle deltog i en online ostesmagning, andre mødte fysisk op til et event. Succesen markerede starten på en årlig tradition, hvor ost bliver fejret.

Vi drømmer om, at Ostens Dag bliver en dag, hvor danskerne samles omkring ost. Ost kan få os til at glemme alt omkring os, og i stedet finde lidt »cheese, love, and harmony« i godt selskab og smagfulde ostebidder

Camilla Bojsen-Møller, initiativtager

I år er ambitionerne endnu større. Ostens Dag samler igen aktører fra hele branchen – fra mejerister og ostehandlere til kokke og kantiner – for at give danskerne en unik mulighed for at opleve alt, hvad ost kan byde på. På dagen kan man blandt andet:

  • Smage lækre oste og høre historierne bag hos den lokale ostehandler

  • Deltage i fællesspisning med ost på programmet

  • Opleve spændende ostedemoer og købe osteanretninger

  • Prøve grønne retter med ost som stjernen i kantiner landet over

- Vi drømmer om, at Ostens Dag bliver en dag, hvor danskerne samles omkring ost. Ost kan få os til at glemme alt omkring os, og i stedet finde lidt »cheese, love, and harmony« i godt selskab og smagfulde ostebidder, siger initiativtager Camilla Bojsen-Møller og fortsætter:

- Og med sidste års succes i bagagen glæder vi os til at komme endnu bredere ud i år – uanset hvor i landet man befinder sig.

Projektet støttes af Mejeriforeningen og de danske mejerier, Lactalis, Marion Lokale Gårdoste og Delikatesser, Switzerland Cheese Marketing, Ostemesteren, Ostehandlerforeningen, Meny, Coop, Salling, Inco, Hørkram og Dansk Cater.

Fakta om Ostens Dag

  • Afholdes hvert år den første fredag i marts, første gang i 2024.

  • Består af små og store events og aktiviteter i detailhandlen, specialhandlen, hos mejerierne, i kantiner, restauranter og caféer. Alle events kan ses på ostensdag.dk (events uploades løbende af arrangørerne).

Hvem står bag?

  • Camilla Bojsen-Møller

  • Passioneret ostenørd og selvstændig ostekommunikatør. Osteblogger siden 2012 (ostesnak.dk) og forfatter til kogebogen Ost på Bordet fra 2015. Hun har næsten 25 års erfaring med marketing og kommunikation fra danske og udenlandske ostevirksomheder.

  • Alle events kan findes på www.ostensdag.dk.

Læs også