ESG er en nødvendighed for fremtidens kvægbrug

I en tid, hvor bæredygtighed og ansvarlighed er altafgørende, kan ESG (Environmental, Social, Governance) være nøglen til at sikre din virksomheds fremtid.

Af Helle Pasgaard, ESG-koordinator i LandboNord

Som ESG-rådgiver har jeg set, hvordan ESG-ledelsesrapporter giver landbrugsvirksomheder et klart overblik over indsats og resultater. Rapporterne er ikke blot administrative dokumenter, men strategiske værktøjer, der sikrer langsigtet succes i en hurtigt forandrende verden.

En ESG-ledelsesrapport samler historiske data og fremadrettede mål inden for klima/miljø, socialt ansvar og virksomhedsledelse. Den helhedsorienterede tilgang giver dig mulighed for præcist at måle og styre din virksomheds udvikling. Ved at vide, hvor du står, kan du nemt identificere områder, der kræver forbedring, og derved sikre, at du opretholder en konkurrencedygtig og attraktiv virksomhed.

ESG-profil åbner nye markeder og muligheder for samarbejde

Mange mælkeproducenter har i øjeblikket fokus på at optimere på klimadelen af virksomheden takket være Arlas pointsystem. Men det kan gå hen at blive fælles udfordring i landbruget, hvis man får et for ensidigt fokus på miljøet (E) og overser de sociale (S) og ledelsesmæssige aspekter (G). Det er afgørende at huske, at en balanceret tilgang er nødvendig for at opnå langvarig succes.

I øjeblikket ser vi eksempler på, at flere af landmandens samarbejdspartnere er begyndt at efterspørge en ESG-rapport som en del af deres forsyningskæderapportering, og hvis man ikke kan levere dette, risikerer man at sakke bagud.

Hvis man omvendt er proaktiv og er bevidst om både E, S og G’et, kan en stærk ESG-profil åbne nye markeder og muligheder for samarbejde. Virksomheder vælger nemlig i stigende grad leverandører, der kan dokumentere deres bæredygtige og ansvarlige praksis. Ved at have en opdateret ESG-ledelsesrapport viser du, at du er på forkant med kravene og klar til fremtidens udfordringer.

Jeg guider mine kunder gennem processen

Hvis du endnu ikke har en ESG-ledelsesrapport, kan det være en god idé at begynde at udarbejde en. Min erfaring er, at det ikke er svært, hvis du har nogenlunde styr på din virksomhed. Processen behøver ikke være kompleks, og der er hjælp at hente. Flere rådgivningsvirksomheder inden for landbrugsrådgivning har i dag flere ESG-rådgivere som mig ansat. Jeg guider mine kunder gennem processen for at sikre, at deres virksomhed er godt positioneret til at imødekomme fremtidens krav.

Læs også