Tobias byggede eget gedemejeri: Et udfordrende første år og god tro på fremtiden

Vestjyske Tobias Christensen driver Nørgaards Familielandbrug og Gedemejeri sammen med sin kone Anne Marie. Sammen kan de se tilbage på deres første år med eget gedemejeri, som har givet en del udfordringer.

I Vestjylland lidt udenfor Videbæk ligger slægtsgården »Nørgaard«. Rundt om gården ses marker i alle retninger, og tidligere har der været drevet malkekvæg på adressen.

I dag er det dog geder, der bliver arbejdet med. Det har været tilfældet siden 2016, og med årene er bestanden vokset fra 120 til 500 geder.

For Tobias Christensen, der er 4. generation på gården, har der aldrig været tvivl om, at han skulle arbejde med geder. Gedemælksproduktionen er dog meget lille i Danmark og der er ikke mange mejerier. Det mærkede de særligt i starten af 2023, da mejeriet, de havde en aftale med, ikke ville genforhandle en ny kontrakt.

- Vi ringede til samtlige mejerier i Danmark, om der var nogle med interesse i at tage gedemælk, og det var der ikke, kommer det fra Tobias Christensen i et interview med Effektivt Landbrug.

Den nye situation i begyndelsen af 2023 førte til flere samtaler hen over aftensmaden, om hvad næste skridt skulle være.

- Vi kunne godt have sagt stop, men jeg har altid været stædig og ville ikke give op, siger Tobias Christensen.

Nørgaards Familielandbrug og Gedemejeri

  • Tobias Christensen driver Nørgaards Familielandbrug og gedemejeri med sin kone Anne Marie og sammen har de tre børn
  • De bor tre generation på slægtsgården Nørgaard, hvor Tobias Christensen er 4. generation
  • Nørgaards Familielandbrug og Gedemejeri ligger ved Videbæk vest for Herning
  • De har fokus på økologi og god dyrevelfærd
  • Nørgaard Familielandbrug og Gedemejeri har 200 malkegeder og omkring 300 ungdyr
  • Siden 2023 har de haft eget gedemejeri og producerer gedebrie, goudaost, friskoste og yoghurt
  • Nørgaard Geder har 10.000 følgere på Facebook

»En mulig gamechanger«

Mens tankerne om fremtiden rumsterede hos gedeejerne, blev de kontaktet af en bekendt. Vedkommende ville sælge dem sit mejeri, men det havde ikke interesse. Han var dog insisterende, og ideen var plantet.

Det blev dog ikke et køb af mejeriet, men efter flere samtaler med andre bekendte blev der startet en crowdfunding gennem Coop, så Tobias Christensen kunne få penge nok til at bygge sit eget mejeri på adressen ved Videbæk.

- Jeg fik blandt andet at vide, at det kunne være en »gamechanger«, fordi enten kunne det gå helt galt eller blive rigtig godt. Vi fik derfor startet en crowdfunding sammen med Coop, hvor målet var 500.000 kroner, siger han.

Crowdfundingen, som er en form for fællesfinansiering, blev en kæmpe succes og slog den hidtidige rekord hos Coop. Det var ikke kun ved hjælp af de lokale borgere i Vestjylland. Folk fra hele landet købte deres produkter for at støtte projektet, og det sætter Tobias Christensen og hans kone, Anne Marie, stor pris på.

- Det har været rigtig dejligt at mærke opbakningen fra folk, vi kender og aldrig har mødt før. Det gav også noget ekstra gejst i processen, og det har vi været glade os, forklarer gedeavleren.

Et fint første år

Crowdfundingen gennem Coop endte med at indbringe 545.000 kroner. Det gav et stort rygstød til at kunne bygge sit eget mejeri ved Videbæk. For Tobias Christensen var der imidlertid stadig flere udfordringer at tage højde for.

- Jeg skulle jo lære at lave ost. Vores bekendte Edward Hoekman tilbød at hjælpe mig, men han er også selvlært. Det betyder blandt andet, at der stadig er meget jeg ikke ved om oste. Min tilgang er, at jeg ser og mærker på den, og så kan jeg fornemme, om det er ved at være godt. Og det er gået fint, lyder det fra mejeri-ejeren.

Nørgaards Gedemejeri stod færdig og klar til brug for et år siden. Det første år har dog budt på flere udfordringer undervejs for det vestjyske par.

- Der har været startproblemer, og vi har haft måneder, hvor vi måtte smide gedemælk ud, fordi systemet ikke virkede, som det skulle. Til tider var det op ad bakke, men det blev i sidste ende løst, og det vi nok har været mest bekymret for var, om vi kunne producere en ost, som folk ville købe. Det er vi heldigvis lykkedes med, siger Tobias Christiansen.

De udfordrende måneder gav til tider panderynker på Nørgaard, men Tobias Christensen havde været mere overrasket, hvis det hele var gået uden problemer.

- Det skulle have været mærkeligt. På papir står der, hvordan det skal gøres, men i praksis går det ikke altid sådan. Vi har gjort os mange gode erfaringer det første år, og vi har i dag et godt udgangspunkt, siger han.

En fornem pris

Problemerne har blandt andet omhandlet kølerummet i mejeriet, der ikke virkede efter hensigten. Der har også været problemer med mangel på varmt vand. Det betød, at mange liter gedemælk blev smidt ud, og at Nørgaards Gedemejeri har haft travlt med at levere til grossisterne hele året.

- Vi leverer til Grand Fromage i Galten, HKI Oste på Sjælland, Ostemesteren i Vejle, Solhjulet og AB Catering, men de har alle været meget forstående overfor vores situation, og vi har også oplevet stigende efterspørgsel, siger Tobias Christensen.

Trods problemerne er det alligevel lykkedes det nye gedemejeri i Vestjylland at levere et produkt, som kan konkurrere med de store mejerier som Arla og Thiese. Det kom til udtryk, da Nørgaards Gedemejeri vandt Mejeriforeningens prestigefyldte »Gourmetprisen« i kategorien hård ost.

- Det var en kæmpe cadeau. Det vigtigste for os er, at vi får et godt slutprodukt, og det er lykkes, siger han.

Udbredelse er vigtigt

Nørgaards Gedemejeri har nu været oppe at køre i et år, og selvom det har givet udfordringer undervejs, har det også været en god læring for gedeavleren. På adressen ved Videbæk har han og familien en gårdbutik, hvor folk kommer og køber produkterne, ligesom de leverer til forskellige grossister.

Derudover gør Tobias Christensen og hans kone meget ud af at tage til forskellige markeder og arrangementer for at få udbredt viden om gedeost og få nedbrudt nogle fordomme.

- På verdensplan bliver der drukket mere gedemælk end komælk, men mange herhjemme tror ikke, at gedemælk smager godt. Vi tager hver weekend til Aarhus med nogle af produkterne og snakker med kunder og grossister, men vi inviterer også folk hjem på gården til åben stald og rundvisninger, så de kan smage produkterne og se at det ikke er så farligt, forklarer han og tilføjer:

- I dag finder flere og flere f.eks. ud af, at de er laktose intolerante og ikke kan tåle mælk. Her er gedemælk det oversete hvide guld.

En god tro på fremtiden

Nørgaards Gedemejeri producerer oste to gange om ugen og laver både goudaoste med rosmarin, chili, spidskommen og andre krydderi samt brie og to slags friskoste.

Selvom det har været en hård proces at få mejeriet bygget og op at køre, som det gør i dag, glæder Tobias Christensen sig i dag over, at de nu er totalt selvkørende. Fra jord til bord-konceptet fylder nemlig meget i familiens hverdag.

- Vi er i dag med hele vejen. Vi sår det første græs og korn, som gederne spiser. Vi malker selv og laver selv ostene, som vi sælger i sidste ende, siger Tobias Christensen.

Mejeriets et års jubilæum blev markeret i weekenden, hvor folk havde mulighed for at komme ud og se gården og smage på ostene. I fremtiden håber gedeavleren, at de kan ansætte flere hænder, ligesom han også gerne vil malke 50 procent flere geder. Tankerne og ambitionerne om mejeriets fremtid er generelt store.

- Vi har lært meget det første år, og vi har en fornemmelse af, hvordan man driver et mejeri. Jeg har en forholdsvis stor tro på fremtiden, og oplever vi den fortsatte efterspørgsel fra grossisterne, så er jeg ikke nervøs, siger Tobias Christensen.

Læs også