Højt udbud presser markedet for slagteklare grise

Høj slagtevægt og faldende priser i Tyskland skaber udfordringer for eksporten af danske smågrise.

Det europæiske smågrisemarked er mærket af en opbremsning efter årsskiftet. Mens december bød på stor aktivitet for at fylde staldene op, har januar medført et højt udbud af slagteklare grise. Det skaber træghed i markedet, især i Tyskland, hvor situationen påvirker eksporten af danske smågrise.

- Det er et skvulp, vi havde set komme, for der er en stor mængde slagteklare grise og en høj slagtevægt i bl.a. Tyskland, og der er ikke et incitament til at afvikle den pukkel hurtigt. Samtidig har vi senest set en noteringssænkning på 10 cent, som skaber en opbremsning i salget af frie grise. Derfor vil der være en træghed i eksporten af danske smågrise i den kommende periode, siger Lars Bruun Andresen, salgschef i SPF-Danmark i en pressemeddelelse.

På det danske marked er der dog en vis stabilitet, især i griseringe, hvor omsætningen fortsætter.

- Der er lidt grøde i det danske marked, fordi markedsnotering og beregnet notering gradvist har nærmet sig hinanden. Det er ikke en stor efterspørgsel, men der er en tilbøjelighed til at kigge mod det danske marked, og det afhænger i høj grad af, hvordan eksportmarkederne udvikler sig i den kommende periode, tilføjer Lars Bruun Andresen.

De kommende uger bliver imidlertid afgørende for, hvordan markedet absorberer udfordringerne.

Læs også