Også i den kommende uge er noteringen for slagtesvin fra Danish Crown på 10,40 kr. pr. kg, og også so-noteringen er uændret på 6,90 kr.
Udbruddet af mund- og klovesyge i Tyskland har sendt det europæiske marked for grisekød en tur i centrifugen. Det er især Storbritanniens stop for import fra Tyskland, der har skabt uro, fordi betyder, at mange tusind tons nu i stedet skal afsættes på det europæiske fastland.
”I de første 10 måneder af 2024 eksporterede Tyskland i snit 10.000 tons til Storbritannien om måneden. Det svarer til 450 lastbiler med grisekød, der lige nu skal findes nye kunder til. Helt konkret mærker vi det selv på vores tyske slagteri i Essen, men vi kan i meget høj grad omdirigere varerne internt i koncernen, så det er håndterbart for os,” fortæller Per Fischer Larsen, der er SVP Industry Sales i Danish Crown.
I første omgang var det ventet, at uroen på det europæiske marked ville koncentrere sig om den midterste del af grisen – altså kamme og brystflæsk – som er de udskæringer briterne typisk køber fra Tyskland.
Går lige op
Det har dog vist sig, at en række aktører i forædlingsindustrien lige nu fravælger tyske råvarer, så priserne på alle dele af grisen er i bevægelse lige nu.
- Lige nu ser det ud til at plusser og minusser stor set går lige op, så vores samlede forretning er uændret, men hvordan billedet ser ud om en uge eller en måned er helt umuligt at spå om. Derfor fokuserer vi på at optimere både vores udnyttelse af råvarerne og salget af vores varer fra dag til dag. I en situation, som den vi står i lige nu, opstår der altid nogle uventede muligheder, og dem er vi klar til at gribe,” siger Per Fischer Larsen.
Eksporten til lande som Japan, Kina og Australien er upåvirket af uroen i Europa, da Tyskland i forvejen var afskåret fra at eksportere til de lande på grund af afrikansk svinepest i Tyskland.