Den polske traktorfabrik Ursus, som tidligere på året stod over for konkurs, lukker ikke ned. I stedet tager fabrikken hul på et nyt kapitel: produktion af militært udstyr.
I 1970’erne og 1980’erne var polske Ursus blandt verdens største traktorproducenter. Men i fremtiden skal virksomheden fokusere på produktion af militærudstyr.
Det skriver flere medier. I efteråret blev den polske traktorfabrikant opkøbt af MI Crow, der er ejet af den ukrainske iværksætter Oleh Krot for 74 millioner zloty, hvilket svarer til cirka 129 millioner kroner.
Og i årets sidste dage bekræftede de nye ejere ifølge farmer.pl, at fabrikken ikke længere ville producere landbrugstraktorer, men i stedet koncentrere sig om produktionen af militære køretøjer. Skiftet sker som følge af en stigende efterspørgsel på forsvarsudstyr i lyset af det nuværende geopolitiske klima.
- Dette er et helt nyt kapitel i den legendariske fabriks historie, udtaler den nye ejerkreds, som understreger planerne om at bevare de nuværende arbejdspladser, ansætte flere specialister og udvide produktionskapaciteten, som det afgørende for beslutningen.
Selvom Ursus traditionelt er kendt for sin produktion af landbrugsmaskiner, vurderes skiftet til militærproduktion som en rettidig og økonomisk attraktiv mulighed.
En ny tendens
Virksomheden sigter mod at udnytte Polens industrielle infrastruktur og strategiske placering til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter militært udstyr.
Overgangen for Ursus er en del af en større tendens, hvor ukrainske virksomheder etablerer sig inden for Polens forsvarsindustri. Flere ukrainske firmaer opererer allerede i Polen og producerer blandt andet rekognosceringsdroner, panserværnsmissiler og pansrede køretøjer.
Der er stor efterspørgsel på militære køretøjer, blandt andet på grund af krigen i Ukraine og det øgede NATO-fokus på militære formål.
Mellem 1. og 2. verdenskrig producerede Ursus motorer til blandt andet kampvogne, men efter 2. verdenskrig slog man sig fast som en af verdens største traktorfabrikanter. Men det er altså slut nu.
Kursskiftet til militærproduktion afspejler den voksende betydning af forsvarsindustrien i Østeuropa, hvor regionen styrker sine militære kapaciteter som svar på nye sikkerhedsudfordringer.
For Ursus sikrer omlægningen ikke blot fabrikkens overlevelse, men positionerer den også som en nøglespiller i Polens forsvarssektor.