Flere støttetræk til landmænd på grund af pesticid-overtrædelser

Antallet af sager med træk i EU-støtten er steget markant siden 2020.

Landmænd, der ikke overholder reglerne for sprøjtemidler, risikerer i stigende grad at få trukket i deres EU-støtte. Det fremgår af et svar fra Miljøministeriet til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Hvor der i 2020 var 21 tilfælde af pesticid-overtrædelser på området, er tallet steget til 150 i 2023. Langt de fleste sager endte med støttetræk på mellem 1 og 5 procent, men tre landmænd fik trukket mellem 10 og 25 procent af støtten.

Det er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der står for kontrollen. Udgangspunktet for en uagtsom overtrædelse er et støttetræk på 3 procent, som gives ved betydelige overtrædelser.

- For perioden 2020-2022 var der kun to krav under krydsoverensstemmelse, der omhandlede pesticider. Antallet af overtrædelser var derfor markant lavere, oplyser ministeriet.

Siden 2023 gælder nye regler om konditionalitet, og det har medført en kraftig stigning i antallet af kontroller og sanktioner.

Når 2024 er opgjort, forventes et sanktionsniveau på samme niveau som i 2023.

Læs også