Ærterne vokser hurtigt i øjeblikket og det samme kan angreb fra skadedyr gøre. – Der skal især holdes øje med mulige angreb af lus, fortæller Ghita Cordsen Nielsen og anviser, hvordan man lettest tjekker planterne.
Skadedyr i ærter kan være mere eller mindre nemme at se, når man vil tjekke behovet for en bekæmpelse.
- Bladlus er det vigtigste skadedyr at holde øje med, påpeger chefkonsulent Ghita Cordsen Nielsen, Seges Innovation.
- Bladlusene sidder ofte gemt omkring knopanlæggene i topskuddene. Ved undersøgelse af marken anvendes et fast underlag som for eksempel en lys bakke, hvorpå topskuddene bankes, så bladlusene slås løse.
Bladlusene kan optræde meget uensartet i marken, så derfor skal flere steder undersøges.
- Ærterne er mest følsomme for angreb af bladlus i blomstringsperioden, hvor kraftige angreb kan medføre tab af blomster. Den vejledende bekæmpelsestærskel for ærtebladlus i blomstringsperioden er 15-20 procent angrebne planter, forklarer Ghita Cordsen Nielsen.
Når ærterne er afblomstrede, og bælgene har opnået fuld længde og begynder at svulme, skal der kraftigere angreb til, før en bekæmpelse af ærtebladlus er rentabel. Den vejledende bekæmpelsestærskel på det tidspunkt er 50 procent angrebne planter.
Ved at ryste topskuddet ned i en lys bakke eller lignende kan bladlus lettere findes på ærteplanterne. Foto: Ghita Cordsen Nielsen
Bladlusene ses tydelig i den lyse bakke.Feromonfælder
Dyrker man fremavlsærter eller grønne ærter til konserves eller som plukærter kan angreb af ærteviklerens larve ødelægge kvaliteten af ærterne.
- Her kan flyvningen af ærteviklere følges via feromonfælder, påpeger Ghita Cordsen Nielsen.
Firmaet Ekoplan forhandler feromonfælder til ærteviklere, og fælder kan bestilles på www.ekoplan.dk. Fælderne koster 260 kroner pr. sæt plus forsendelse, og betales forud for levering. Der skal minimum bestilles fem sæt.
Der anbefales mindst to fælder pr. mark. I store marker over 10 hektar anbefales flere fældesæt.
- Den vejledende bekæmpelsestærskel for konsum- og fremavlsærter – men ikke konservesærter - er en samlet fangst på 50 ærteviklere i alt fra to fælder. Den vejledende bekæmpelsestærskel for plukærter er en samlet fangst på ti ærteviklere i alt fra to fælder.
Når tærsklen overskrides, skal larvernes klækning afventes i 10-20 dage, før en bekæmpelse med et godkendt pyrethroid iværksættes.
Flyvning og æglægning af ærteviklere begynder normalt omkring blomstring, og æggene klækker 10-20 dage efter - hurtigst i varmt vejr.
Det optimale bekæmpelsestidspunkt for ærteviklere ligger derfor oftest senere end tidspunktet for eventuel bladlusbekæmpelse.
Effektivt våben mod kornsnudebiller på lageret
Synlige tegn på skadedyr
Trips optræder ofte udbredt i ærtemarkerne uden tilsyneladende at forårsage skade.
Synlige symptomer på angreb er deforme blade ved angreb i fremspiringsfasen eller krumme og drejede bælge ved sene angreb.
Her kan en bekæmpelse undtagelsesvis være aktuel, hvis mere end 5-10 procent planter udviser symptomer.
Ærtebladlus på en bælg - men de gemmer sig oftest inde i blomsterne og kan derfor være svære at se. Foto: Ghita Cordsen Nielsen
Bekæmpelse af skadedyr i ærter
Der er opnået god effekt mod bladlus med halv dosis Mavrik og Pirimor 500 WG - det vil sige 0,1 liter pr. hektar Mavrik og 0,125 kg pr. hektar Pirimor 500 WG.
Af Lamdex anbefales 0,2 kg pr. hektar.
Opdag bladlusene i tide og bekæmp ved overskridelse af den vejledende bekæmpelsestærskel.
Ved bekæmpelse af kraftigere angreb kan det være vanskeligt at få god effekt.
Mod ærteviklere er der kun få erfaringer med nedsat dosis.
Ved anvendelse af Pirimor 500 WG forsvinder bladlusene ret hurtigt efter bekæmpelsen.
Ved anvendelse af pyrethroider forbliver bladlusene ofte længe i marken uanset den anvendte dosering.
Der kan anvendes en blanding af Pirimor 500 WG og et pyrethroid, hvis der ønskes en god synlig effekt og samtidig effekt på ærteviklere.
Lamdex anvendes under blomstringen uden for biernes flyvetid. Det vil sige, at midlet må anvendes i tidsrummet ca. kl. 21-03.
Pyrethroidet Mavrik og Pirimor 500 WG må anvendes hele døgnet.
Kilde: Seges Innovation
Larver af ærtevikler gnaver hul i ærterne. Foto: Ghita Cordsen Nielsen
Skal der sprøjtes?
Køreskaden i ærter omkring blomstring er ifølge Seges ca. 1,5 procent af udbyttet med en 24 meter marksprøjte.