Syngenta har netop fået biostimulanten Vixeran godkendt til også at må sprøjtes i økologiske afgrøder, da det er et biologisk middel med en levende bakterie.
Biostimulanterne Vixeran og NutribioN, der blev godkendt til konventionelle landmænd sidste år, er nu også godkendt til økologisk produktion og vil allerede i denne sæson kunne anvendes i vintersæd.
Det oplyser Syngenta, som forklarer, at ved hjælp af de bakterier, der findes i de to produkter, kan afgrøden fiksere kvælstof fra luften.
- Inden for økologisk landbrug er tilgængeligheden af kvælstof ofte en begrænsende faktor, og der er ofte behov for ekstra kvælstof i dyrkningen. Tidligt på sæsonen kan det være problematisk at tilføre naturgødning, da det indebærer risiko for skader i marken, og lave temperaturer kan være ugunstige for kvælstofoptagelsen, påpeger Syngenta.
Nye biostimulanter med kvælstoffikserende bakterier
Både på blade og rødder
Med Vixeran/NutribioN kan bakterien anvendes direkte i vinterhvede og anden vintersæd og gøre kvælstof tilgængeligt for plantens blade og rødder, når den vokser.
Syngenta henviser til 32 europæiske forsøg, hvor også Danmark og Sverige indgår. Her har man har kunnet dokumentere, at Vixeran/NutribioN kan binde op til 30 kg N fra luften og gøre det tilgængeligt for planten. I nordiske forsøg i vinterhvede har man også kunnet vise et øget udbytte, selvom mængden af kvælstof blev reduceret i forsøgene.
Bakterien optager kvælstof fra luften og giver planten en kontinuerlig tilførsel af kvælstof i hele vækstsæsonen. Bakterierne binder sig på både afgrødens blade og rødder.
Sprøjtning med biostimulanten
- Vixeran/NutribioN er et vandopløseligt pulver, der i relativt små doser kan anvendes sammen med andre tiltag i marken.
- Afgrøden skal sprøjtes med Vixeran/NutribioN, når den er grøn og er begyndt at vokse ordentligt.
- Vixeran/NutribioN er godkendt i alle afgrøder, men fokus er på vinterhvede og anden vintersæd i første omgang, men fremover også i andre afgrøder som majs, kartofler og vinterraps.
- Doseringen er 50 gram pr. hektar, en gang pr. sæson.
- Produktet bruges i en almindelig marksprøjte og skal blandes med 150-200 liter vand.
- pH skal være over fem i sprøjtevæsken, da det er en levende bakterie, man har med at gøre.
Kilde: Syngenta