De sidste minkprøvesager er muligvis først afviklet i slutningen af maj måned i år, selv om der oprindeligt var lagt op til, at sagerne ville være afviklet til påske sidste år.
Minksekretariatet, der behandler sagerne om endelig erstatning til tidligere minkavlere, erkender nu, at deres sagsbehandling kommer til at vare flere uger mere, inden de er afsluttet.
Som beskrevet i Effektivt Landbrug tirsdag trækker det fortsat ud med at få afsluttet de såkaldte kalibreringssager, der skal pege en retning i behandlingen i de over 1.000 erstatningssager ovenpå nedlukningen af minkerhvervet den 4. november 2020.