Fynsk firma høster fem stjerner for fire nyheder

To stjerner for en krybbe i polyesterbeton til diegivende søer samt hver en stjerne til tre andre nyheder. Det giver i alt fem stjerner til det fynske inventarfirma Best Farm.

En krybbe i polyesterbeton fra Best Farm belønnes med to Agromek-stjerner. Foto: Best Farm

Det fynske firma Best Farm er præmieret for i alt fire nyheder på Agromek. Tre en-stjernede nyheder og én to-stjernet nyhed.

De to stjerner er givet til Poly-krybbe, som er navnet for en sokrybbe i polyesterbeton.

- Det er en innovativ krybbe, der optimerer foder- og vandforholdene i farestier og med lettere montering uden behov for beton, fremgår det af en pressemeddelelse fra Agromek i forbindelse med tildelingen af de to stjerner.

Krybben har indbyggede sideplader, som eliminerer behovet for efterstøbning med beton.

Samlet eller separat

Eftersom krybben er udstyret med en plads til tørfoder og en separat fordybning til vand, giver det mulighed for at adskille foder og vand, samtidig med at soen har mulighed for at blande de to fraktioner.

Krybben er let at gøre ren, hvilket øger muligheden for en bedre foderhygiejne, vurderer Agromeks dommerudvalg, der blandt andet lægger vægt på, at den er nem at tømme for foderrester.

- Derudover er der en besparelse i montageprocessen, da der ikke skal efterstøbes, lyder begrundelsen.

- Best Farms Poly-krybbe tilbyder en unik kombination af funktionalitet og hygiejne, samtidig med at den er let at installere og kræver minimal vedligeholdelse. Dette gør den til en optimal løsning for moderne landbrug, lyder det fra Agromek.

Best Farms fire præmierede nyheder

To stjerner: Poly-krybbe. Krybbe i polyesterbeton, der er nem at installere og rengøre

En stjerne: Selvbærende støbejernsrist. Selvbærende støbejern i overalt design på 260 cm til farestier til løsgående søer. Produceret i kuglegrahafit

En stjerne: Pig-Let Wet/Dry feeder. Pattegrisekrybbe i farestalden med adskilt foder og vand

En stjerne: Pig-Let Feed on Time feeder. Foderautomat med både vand og foder til pattegrise i farestalden med automatisk udfodring. Mulighed for at blande vand og foder og brug af foderkurve

Læs mere om Agromek

Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek 2024 i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.

Læs mere her

Læs også