Bactocell er den første mælkesyrebakterie, der har fået en EU-godkendelse i forbindelse med hygiejnen i vådfoder.
Bactocell er nu et godkendt additiv i vådfoder til alle dyregrupper - herunder smågrise, slagtesvin og søer.
Det oplyser Lallemand Nordic i en pressemeddelelse.
Bactocell blev i 2006 registreret og godkendt som et additiv til alle typer foder for smågrise (10-30 kg) og slagtesvin (30-125 kg).
Registreringen blev givet ud fra zootekniske egenskaber; større tilvækst (ADWG), bedre foderudnyttelse (FCR), færre diarreproblemer og lavere dødelighed.
Denne registrering er nu udvidet efter godkendelse fra EU-Kommissionen. Derfor er Bactocell nu også godkendt som et teknologisk additiv til foder.
Godkendt til vådfoder
Tilladelsen omfatter anvendelse af mælkesyrebakterier i foderblandinger og/eller faste fodermidler, der anvendes til fremstilling af vådfoder med et minimumsindhold på 1x109 (colony-forming units) CFU/kg foder.
Ifølge Lallemand Nordic er det den første mælkesyrebakterie, der har fået en sådan tilladelse i forbindelse med hygiejnen i vådfoder.
Virksomheden fortæller endvidere, at nye videnskabelige undersøgelser viser, at Bactocell sænker pH og reducerer antallet af coliforme bakterier i vådfoder.
Bactocell Farm er opblandet Bactocell, og er derfor et tilskudsfoder, som må bruges på gården uden HACCP-registrering.
Sikring af foderkvaliteten
I Europa er vådfoder særlig populært til svin i lande som Danmark og Sverige, hvor mere end 60 procent af slagtesvineproducenterne - samt størstedelen af søerne - fodres med vådfoder.
- Sikring af den sundhedsmæssige kvalitet af vådfoder og selve fodringssystemet er en nøgleprioritet for producenterne, lyder det i meddelelsen fra Lallemand Nordic.