Trods treparten: Mælken har en fremtid

Både Arla-direktør Peder Tuborgh og ledelsen fra L&F Kvæg tegnede lyse udsigter for mælkeproduktionen ved Fynsk Kvægs årsmøde før jul.

- Jeg tror, at mælkeprisen vil kunne blive fastholdt, og ikke mindst skal vi have fokus på, at vores dyr skal være endnu mere værdiskabende, sagde L&F Kvægs formand Christian Lund ved fynske årsmøde. Ida Storm glædede sig over en konstruktiv presseomtale af Bovaer-midlet lige op til årsmødet, hvor blandt andet en fynsk kvægbruger (Torben Goltermann Hansen fra Fjelsted på billedet bag sektordirektøren i L&F Kvæg) fik lejlighed til at fortælle om sine erfaringer om det metanreducerende middel. Foruden at tale om Arlas aktiviteter ved Fynsk Kvægs årsmøde fik Peder Tuborgh også æren at overrække H.B. Kochs Legat til mælkeproducent Peter Mygind Hansen, der som nabo til Arla Fondens Madlejr på Helnæs hver uge siden starten for 10 år siden har haft besøg af skoleklasser i sin stald. - Hvis vi kun måtte tage et produkt med på en øde ø, ville jeg at tage en ramme Matilde kakaomælk med, lød rådet fra Arla-direktøren.

Lige op til jul afvikler Fynsk Kvæg sit årsmøde, altid med god opbakning af de fynske kvægbrugere og øvrige med interesse for kvægsektoren. Årsmødet 2024 havde ikke mindre end 130 deltagere i de udvidede mødefaciliteter hos Velas i Vissenbjerg, sandsynligvis fordi sidste punkt på dagsordenen var et indlæg af topchefen for Arla, Peder Tuborgh.

- I er jo nok kommet for at høre, om mælkeafregningen fortsætter på det nuværende høje niveau. Det vender jeg lige tilbage til.

Allerførst takkede han for, at han endelig kunne deltage i kvægårsmødet på Fyn.

- Jeg kommer jævnligt i lokalerne, da vi i Arla holder mange møder her i Vissenbjerg. Men jeg har særligt glædet mig til at møde jer fynske mælkeproducenter, når jeg nu selv kommer fra Fyn, indledte han og kunne fortælle, at han dagen forinden havde været i Rynkeby for at fejre sin fars (professor Mogens N. Pedersen, red.) 85-års fødselsdag.

Behov for mælk

Arla-direktøren ville ikke love en yderligere stigning i mælkeprisen her og nu, men har nærmere en formening om, at mælkeprisen er nået toppen i denne omgang.

Imidlertid kunne han glæde de mange fremmødte med, at behovet for mælk fortsat vil stige.

- Vi satser på at skulle bruge 1-2 procent mere hvert år, men lige nu er forsyningen status quo, ikke mindst på baggrund af en hård konkurrence fra mejerierne i Centraleuropa.

Især er der behov for mere mælkefedt, nævnte Peder Tuborgh, og henviste til et faldende mælkeforbrug herhjemme og i Europa, mens efterspørgslen efter ost og forældede produkter er i kraftig vækst, ikke mindst fra catering og restaurationerne efter corona-årene.

- Det er også derfor, at smørprisen bliver ved med at stige, tilføjede han.

700 millioner euro

For Arla er forædling meget højt på strategidagsordenen, og derfor investeres der intenst på mejerianlæggene. Men også bæredygtigheden, hvor mejerikoncernen siden indførelsen af klimatjekket i 2018 er helt i front, er sammen med digitaliseringen områder, hvor der lægges store investeringer.

- Med 700 millioner euro de næste år på investeringskontoen er det et signal om, at vi tror på mælkens fremtid, fastslog Arla-direktøren.

Kakaomælk med på en øde ø

Alene det faktum, at vi i 2050 vil være tæt på 10 milliarder mennesker på jordkloden, gør, at der skal produceres 50 procent protein for at mætte alle disse munde.

- Selv om der vil blive produceret mere plantebaseret protein og fermenteret kunstigt protein, og vi kommer til at knuse milliarder af insekter, bliver der behov for mere animalsk protein. Ellers dør vi, eller i hvert fald nogle af de 10 milliarder. Det er den store plan og den gode nyhed.

- Hvis vi kun må tage et produkt med på en øde ø, er mit råd at tage en ramme Matilde kakaomælk med. Det er det produkt, som jeg ville tage med. Det er helt perfekt sammensat og kan holde et helt år, lød det, da han fremhævede et af Arlas danskproducerede proteinrige produkter.

- Desværre en skatteskrue

Peder Tuborgh, der nu i 20 år har siddet i chefstolen hos Arla Foods med 24.500 medarbejdere verden over og 8.000 mælkeproducenter som andelshavere, erkendte blankt, at han ikke er tilhænger den danske skat på den biologiske proces.

- Men vi danskere importerer 80-85 procent af vores forbrug af CO2, og vi er blandt de mest CO2-forbrugende lande i verden. Derfor havde politikerne kun landbruget at rette blikket imod, da det høje ambitionsniveau på klimafronten skulle udmøntes til lov. Men var det oprindelige oplæg blevet ført ud i livet, havde 40 procent af jer ikke været mælkeproducenter i 2030. Nu har næsten alle af jer muligheder for at blive.

- Problemet er bare, at det er en skatteskrue, som politikerne kan skrue på.

Produktionen skal fastholdes

Den grønne trepart var i det hele taget et centralt emne ved det fynske årsmøde.

Selvom både statistikker og den umiddelbare reaktion på treparten indikerer udfordringer for dansk kvægbrug, frygter formanden Landbrug & Fødevarer Kvæg, Christian Lund, ikke fremtiden.

- Græs og kvæg har gode egenskaber i klimadagsordenen, og CO2-afgiften kan på sigt give os en konkurrencefordel, påpegede han.

- Vi arbejder i det hele taget med en udviklende dagsorden. Jeg tror, at mælkeprisen vil kunne blive fastholdt, og ikke mindst skal vi have fokus på, at vores dyr skal være endnu mere værdiskabende.

- Derfor, kære kolleger, udgangspunktet må være at fastholde vores produktion, og vi skal hjælpe de unge, som skal videreføre dansk kvægbrug. Husk at have elever på jeres bedrifter. Og husk, penge er ikke alt.

- Vi skal først og fremmest fungere som mennesker, med vores familier, dyrene og naturen i fokus i vores hverdag, lød det fra Christian Lund, da han afsluttende fremhævede de bløde værdier.

Positiv pressedækning

Kravet til metanreducerende fodring her fra 1. januar fyldte også en del på årsmødet. Og ikke mindst efter pressen så intenst havde sat fokus på emnet i weekenden op til mødet.

- Heldigvis oplevede vi en konstruktiv pressedækning. Blandt andet fik en fynsk kvægbruger (Torben Goltermann Hansen fra Fjelsted, red.) lejlighed til at fortælle i radioen og på landsdækkende tv om sine erfaringer om Bovaer, der med hans ord blot er en anden mineralfoderblanding at give sine køer. Samtidig fik flere forskere mulighed for at forklare midlernes evne til at reducere metanen fra køerne og deres sikkerhed, nævnte sektordirektør Ida Storm fra Landbrug & Fødevarer Kvæg.

- Det er vigtigt at få frem, at Bovaer har været kendt i 15 år. Det er afprøvet af mange forskere og landmænd, og myndighederne selvfølgelig ikke sætter noget i gang, uden at det er grundigt afprøvet og godkendt, fortsatte hun og glædede sig over, at rigtig mange, omkring 92 procent af de konventionelle danske malkekøer er med i kompensationsordningen for fodring med Bovaer eller mere fedt i foderblandingen. Samtidig er hun tilfreds med, at ministeren for grøn trepart Jeppe Bruus lover, at tilgangen til ordningen vil blive forbedret.

- Tal med kolleger, som allerede har erfaringer med de metanreducerende midler, når I nu selv skal i gang. Og i forhold til dokumentationen for tiltaget i besætningerne vil der blive meldt mere ud snarest muligt, lovede Ida Storm.

Bluetongue

De voldsomme angreb af bluetongue i denne sæson blev også belyst fra L&F Kvæg-ledelsen.

- Vi kan kun forvente, at der kommer udbrud igen til efteråret. Derfor er det afgørende med smittebeskyttelse i bedrifterne. Generelt er I dygtige også på det felt, men alligevel er det tankevækkende, at afstamningen hos 45.000 af de danske køer er ukendt. Det er ikke i orden, påpegede Christian Lund.

Især i det sydlige Jylland og på Fyn har bluetongue været udbredt i 2024, og indtil videre er tre vacciner godkendt på europæisk plan.

- Vaccinering gør, at dyrene ikke bliver så syge, men det skaber ikke immunitet. Derfor udrydder massevaccinering ikke sygdommen, understregede sektordirektør Ida Storm.

De bedste fynske køer

Traditionen tro blev topscorerne i de fynske malkekvægsbesætninger fremhævet ved årsmødet i Fynsk Kvæg.

De højst ydende i kontrolåret 1. oktober 2023 til 30. september 2024 (pr. ko):

Besætninger

Jersey:

Anders Bang, Husby 163 køer, 12.785 kg mælk, 577 kg fedt, 429 kg protein, 1.005 kg værdistof (fedt+protein). Det er samtidig landets højst ydende besætning indenfor jerseyracen

Niels Ulrik Andersen, Ronæs 426 køer, 11.724 kg mælk, 538 kg fedt, 385 kg protein, 924 kg værdistof (fedt+protein)

Palle Bjerregaard Hansen, Såderup 265 køer, 11.624 kg mælk, 514 kg fedt, 401 kg protein, 914 kg værdistof (fedt+protein)

Holstein:

Søren Dyssemark Knudsen, Bårdesø 254 køer, 13.234 kg mælk, 521 kg fedt, 475 kg protein, 996 kg værdistof (fedt+protein)

Erik Larsen, Tårup 31 køer, 12.659 kg mælk, 477 kg fedt, 470 kg protein, 947 kg værdistof (fedt+protein)

Stougaard I/S, Snave 201 køer, 12.595 kg mælk, 477 kg fedt, 466 kg protein, 942 kg værdistof (fedt+protein)

Rød Dansk Malkerace

Ole Nielsen, Frørup 106 køer, 12.363 kg mælk, 510 kg fedt, 428 kg protein 937 kg værdistof (fedt+protein)

Lars Iversen, Stensby 293 køer, 11.905 kg mælk, 494 kg fedt, 408 kg protein, 901 kg værdistof (fedt+protein)

Jacob Serup Pedersen, Kerte 477 køer, 11.877 kg mælk, 496 kg fedt, 405 kg protein, 901 kg værdistof (fedt+protein)

Blandede racer

Jesper Navne, Spodsbjerg 458 køer, 12.952 kg mælk, 494 kg fedt, 471 kg protein, 965 kg værdistof (fedt+protein)

Hasmarkgård, Hasmark 188 køer, 12.952 kg mælk, 513 kg fedt, 451 kg protein, 964 kg værdistof (fedt+protein)

Peter Bjarne Petersen, Emmelev 347 køer, 12.566 kg mælk, 492 kg fedt, 450 kg protein, 942 kg værdistof (fedt+protein)

Højtydende køer

Jersey

Niels Ulrik Andersen, Ronæs Ko nr. 19903-6741 (VJ Hero) - 17.958 kg mælk, 784 kg fedt, 641 kg protein, 1.507 kg værdistof (fedt+protein)

Holstein

Hasmarkgård, Hasmark Ko nr. 60210-4164 (VH Brook) - 18.594 kg mælk, 856 kg fedt, 573 kg protein, 1.429 kg værdistof (fedt+protein)

Rød Dansk Malkerace

Jacob Serup Pedersen, Kerte Ko nr. 19629-5831 (VR Hopkins) - 19.843 kg mælk, 782 kg fedt, 719 kg protein, 1.502 kg værdistof (fedt+protein)

Krydsninger

Elle Agro A/S, Kustrup

Ko nr. 19954-4293 (VJ Hizzi) - 16.919 kg mælk, 716 kg fedt, 609 kg fedt, 1.325 kg værdistof (fedt+protein)

Læs også