Open air-sommermøde i skønne omgivelser

Broksø Gods ved Næstved udgjorde rammerne til det sidste af Bæredygtigt Landbrugs tre sommermøder tidligere i juni.

Knap 100 personer deltog i sommermødet under åben himmel på Broksø Gods ved Næstved. Foto: Jesper Hallgren Gæsterne til sommermødet blev budt velkommen med en flot flagallé og en nysgerrig påfugl, der »spærrede« indkørslen. Foto: Jesper Hallgren

Bæredygtigt Landbrug holdt tidligere i juni tre sommermøder, og efter to jyske møder – i henholdsvis nord og syd – satte foreningen punktum på Sjælland, og det var i fantastiske rammer på Broksø Gods ved Herlufmagle nær Næstved i Sydsjælland.

Sommermødet foregik ganske passende i sommervejr, og der blev på græsplænen ved det flotte gods sat punktum med en open air-forestilling i flere »akter«, hvor der både var faglige og juridiske indlæg.

De knap 100 deltagere blev dog først lidt klogere på Broksø Gods og godsejer Cathrine Riegels Gudbergsen. Mødet blev nemlig indledt med en rundvisning med blandt andet en tur i godsets roemark, inden Cathrine Riegels Gudbergsen kort fortalte om godsets historie.

Cathrine Riegels Gudbergsen er – noget atypisk inden for den verden – den 10. kvindelige ejer af Broksø Gods og har flere andre kasketter. Hun er meget politisk engageret – og medlem af venstre i Næstved Byråd – og er tillige landmand med en ekstra fordel.

- Jeg er også uddannet psykolog, og det er faktisk meget smart, når man ligeledes er landmand, for så kan man da hjælpe sig selv lidt en gang imellem, påpegede godsejeren med henvisning til landets stramme rammevilkår, der gør livet svært for de danske landmænd.

Jurister klar til kamp

Under de faglige og juridiske indlæg på sommermødet kan man også godt få indtryk af, at det ind imellem kan være nyttigt med psykologhjælp.

Både Bæredygtigt Landbrugs formand, den midtsjællandske svineproducent Peter Kiær, samt Jørgen Evald Jensen og Anne Smet Andersen, henholdsvis faglig direktør og faglig specialist, holdt på sommermødet indlæg om de vilkår og krav, der er for de danske landmænd.

Når tingene så går »helt galt« er der heldigvis mulighed for at få hjælp fra Bæredygtigt Landbrugs tre jurister, der kæmper en brav kamp for medlemmer, der havner i uheldige sager og stilles for urimelige krav fra myndighederne.

Foreningens chefjurist, Nikolaj Schulz, sluttede sommermødet med en gennemgang af de vigtigste retsopgør netop nu, og han understregede i den forbindelse, at juristerne altid er »klar til kamp«.

- Det er vigtigt, vi står sammen, og vi er altid klar til at hjælpe jer, så ring nu til os, fastslog Nikolaj Schulz på de naturskønne omgivelser, der satte et flot punktum for Bæredygtigt Landbrugs sommermøder.

Formand Peter Kiær påpegede efterfølgende, at han er »meget taknemmelig for og imponeret over den massive opbakning«, der har været til sommermøderne, hvor han også glæder sig over spørgelysten og den åbenlyse støtte fra medlemmerne til det daglige arbejde for at skaffe danske landmænd bedre rammevilkår.

Læs også