Plantebaserede alternativer til kød, fisk og mejeriprodukter bliver kun brugt i et begrænset omfang, viser en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.
I alt 23 procent af danskerne bruger et plantebaseret alternativ til kød, fisk eller mejeriprodukter indenfor en uge. Det viser en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.
Tallet omfatter, hvis de adspurgte har spist et plantebaseret alternativ som et hovedmåltid, brugt det som protein-delen af et måltid eller som erstatning for et mejeriprodukt, f.eks. som plantedrik i kaffe eller te. Tallene kommer som en overraskelse hos DTU Fødevareinstituttet.
- Det kommer bag på mig, hvor lidt borgerne har taget de plantebaserede alternativer til sig, og det understreger, at: Ja, en kost-omstilling er i gang, men det går langsomt. Data viser, at den ernæringsmæssige betydning af de plantebaserede alternativer er lav, for de fylder så lidt i vores kost, siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, Sisse Fagt.
Plantebaserede drikke i kaffe og te er den mest udbredte brug af plantebaserede alternativer.
Salg er steget fra et lavt niveau
Undersøgelsen viser, at forbrugerne er opmærksomme på, at der ikke er tale om råvarer, men om forarbejdede fødevarer. Plantealternativer til kød består mest af alternativer til hakket fars, for-formede bøffer, nuggets, schnitzler, pålæg, pølser, falafler og tofu. Plantealternativer til mejeriprodukter omfatter bl.a. plantedrikke, syrnede plantedrikke og plantebaserede oste.
I 2009 udgjorde salget af plantedrikke ifølge data fra Euromonitor 0,8 liter pr. person pr. år, hvilket i 2023 var steget til 3,1 liter pr. person pr. år.
Data fra Euromonitor viser, at salget af kød- og fiskealternativer i 2016 udgjorde 0,3 kg pr. person pr. år, og i 2023 0,9 kg pr. person pr. år.
Undersøgelsen omfatter 1.391 voksne i alderen 18-80 år, som har ført kostdagbog og deltaget i et personligt interview.