Dødeligheden er høj hos grise – og hos andre kuldbærende dyrearter

Porcus-gruppen Fokus 35 Vital var forleden samlet igen, hvor dagens tema denne gang var: »Hvordan får vi de mindste pattegrise til at overleve?«.

I den anledning var dagens eksterne oplægsholder Thomas Thymann, Professor, Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab, Sektion for Komparativ Pædiatri, Københavns Universitet, inviteret til at fortælle, hvad man kan gøre for at øge overlevelsen hos pattegrisene i besætningen.

Thomas Thymann introducerede sig indledningsvist ved blandt andet at forklare nærmere, hvad det er de laver i gruppen Komparativ Pædiatri, som han er sektionsleder for og som består af en broget skare af læger, dyrlæger, farmaceuter, biokemikere og ingeniører, der alle har det fælles fokus, hvordan man bedst muligt opfostrer svage nyfødte individer.

- Det komparative er, at vi sammenligner forskellige dyrearter og pædiatri udtrykker, at det er det meget tidlige liv, at vi er interesserede i at vide noget om, forklarede Thomas Thymann, inden han om dagens indlæg fortalte, at de to dyrearter han denne gang ville sætte fokus på, er grise på den ene side og mennesker på den anden side. Det ud fra det rationale, at grise og mennesker deler en hel del ligheder i form af nogenlunde ens anatomi, opbygning af organer og organfunktion.

Høj dødelighed hos grise, hunde og katte

- Ved at studere grise, kan man også lære noget om, hvordan man skal opfostre nyfødte, svagelig fødte børn. Og vi kan såmænd også lære noget den anden vej. Så alt det de ved om at opfostre og stabilisere små nyfødte, svagfødte børn, det kan vi også lære noget om – både inden for den veterinære medicin, men også helt ude i landbrugspraksis, lød det fra professoren.

Den høje dødelighed er ikke noget, der er unikt for grisen som dyreart. Ifølge Thomas Thymann har andre dyrearter som katte og hunde også en meget høj og næsten sammenlignelig dødelighed blandt deres nyfødte. På den måde er grisen altså ikke en særlig skrøbelig dyreart i forhold til de to andre dyrearter, der ligeledes er kuldbærende.

Svær biologisk problemstilling

- Hos grise har vi desværre altid vidst, at dødeligheden er stabil. Hvis vi ser på en tidshorisont fra 2011 til 2020, er antallet af dødfødte og antallet af døde indtil fravænning stort set uændret. Og det er stort set også uændret, hvis vi går frem fra 2020 til i dag. Det fortæller os, at det er en biologisk problemstilling, som er meget svær at ændre på, forklarede han og fortsatte:

- Det er jo ikke fordi, folk ikke har prøvet at gøre noget ved dødeligheden. Det har man forsøgt i alle årene, men lige lidt har det hjulpet. Trods alle de tiltag, der er blevet gjort gennem tiden, så må man bare erkende, at det er meget svært at gøre noget ved lige præcis det parameter, selvom det er rigtig afgørende for økonomien i soholdet og også er et stort dyrevelfærdsmæssigt problem og imageproblem for erhvervet.

Tarmens funktion er afgørende for overlevelse

Thomas Thymann påpegede, at hvis problemstillingen skal løses, så er man nødt til at gribe til radikale nye tiltag.

Ifølge professoren er fødselsprocessen i sig selv, den største fysiologiske ændring vi nogensinde oplever i vores liv. Her går grisen fra at være et foster, hvor den går fra at få al sin ernæring via navlestrengen og al sin ilt, til en situation, hvor ilten skal komme ind via lungerne og ernæringen skal komme via mælken til tarmen. Samtidig skal grisen selv til at termoregulere, ligesom den bliver koloniseret for et utal af bakterier, viruspartikler, svampe og coccidier fra miljøet i stien og huden på soen.

- I løbet af ganske få timer er der et astronomisk antal bakterier i mavesækken og tyndtarmen og senere også i tyktarmen efter fødsel. Med astromisk mener jeg millioner og få timere senere milliarder bakterier pr. gram indhold i tarmen. Så det går lynhurtigt. Det har en betydning, hvordan tarmen fungerer. Og tarmens funktion har en betydning for grisens overlevelse.

Tidlige fødsler hos mennesker og dyr

Hos mennesker er der, ifølge Thomas Thymann, hele 10 procent for tidlige fødsler, hvilket er defineret som fødsler før uge 37.

- Når man bliver født for tidligt, har man underudviklede organer. Det vil sige at, nyrer, tarm, hjerne og kredsløb, lunger og lever – det hele er en lille smule dysfunktionelt. Derfor er dødeligheden lidt højere for præmature børn, men den er ikke meget højere, hvilket skyldes, at man er i stand til at korrigere en hel masse for dem, som vi selvfølgelig ikke kan gøre for grise, forklarede han og påpegede hvor vigtigt det er at forstå selve biologien i at kunne opfostre et svag født præmatur-barn, for så ved vi også, hvilke tiltag der måske kunne virke under besætningsforhold i svinebesætninger.

Med 10 procent tidlige fødsler ved ét foster, så er det dermed meget usandsynligt, at alle fostre er klar samtidig hos grisene, hvor der måske er 20 fostre på en gang. Den diagnose vi hos grise kalder svag fødte, er måske i virkeligheden grise, der er præmaturer og dermed underudviklede. En årsag der er én risikofaktor for dårlig overlevelse.

Thomas Thymann understregede, at det at være præmatur og det at være født lille, ikke er det samme. Det er dog også en risikofaktor at være født for lille. Det tager blandt andet en lille gris længere tid at komme til patten, end det gør for en større gris. Det kan for eksempel skyldes iltmangel under fødslen, hvilket skader hjernen og måske er balanceevne og koordineringsevne mistet.

- De små grise har også det problem, at små grise taber mere kropstemperatur end de store grise. Det er også et indicium for dødelighed.

Tre grundlæggende årsager til øget dødelighed

Professoren er dermed omkring tre risikofaktorer at være en lille smule præmatur, fordi det er kuldbærende dyr, at være født for lille, samt at være født med for lidt ilt (fødselsacidose).

- Personligt mener jeg, at vi fremfor de ultimative dødsårsager som klemning og sult, skal koncentrere os mere om de grundlæggende årsager til, at de dør af de ultimative årsager. De tre årsager vil jeg mene er præmaturitet, lav fødselsvægt og fødselsacidose – altså iltmangel under fødsel, påpegede Thomas Thymann.

- Hvis vi ved, at det er der, det grundlæggende er galt, så er det også der, vi skal sætte ind. Hvis vi overhovedet skal gøre noget i forhold til dødelighed ved grise, så er vi også nødt til at sætte ind overfor de grundlæggende årsager, fremfor de til sidst udløsende årsager til døden, lød det fra professoren.