Arla bruger 537 millioner på varmepumper: - Det er gået over al forventning

Flere virksomheder i erhvervslivet har haft svært med at omstille sig fra fossil energi til strøm, men hos mejerigiganten Arla er overgangen godt i gang, skriver Børsen.

Mia Bredal Duus, direktør for bæredygtighed i forsyningskæden hos Arla, forklarer til mediet, at mejeriet allerede var begyndt på skiftet inden krigen i Ukraine brød løs, hvor Rusland skar kraftigt ned på sin eksport af naturgas, som sendte priserne i vejret. Starten på krigen har dog betydet, at Arla har accelereret implementeringen af varmepumper, og »det er gået over al forventning«.

Arla rådede i forvejen over tre varmepumper, men har siden udbygget med to, mens tre er under implementering og yderligere to er på tegnebrættet. Mia Bredal Duus siger til Børsen, at Arla sammenlagt bruger i omegn af 537 millioner kroner, og de forventer at kunne reducere koncernens gasforbrug med 24 procent ved udgangen af 2026.

Hun forklarer dog, at de mejerier, der beskæftiger sig med pulverproduktion giver udfordringer, men hun er alligevel fortrøstningsfuld og tror på en løsning.

Arla har ligeledes kastet et trecifret millionbeløb efter varmepumper på koncernen mejerier i Tyskland og Storbritannien.

Læs også