Tidligere formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, skal betale 15.000 kroner i bøde, fordi han som bestyrelsesmedlem i Alm. Brand fortalte om selskabets køb af Codan, før det var meldt ud.
En bøde på 15.000 kroner lød straffen på, da tidligere formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, mandag i Retten i Aalborg fik dom i en sag om insiderhandel.
Ifølge flere medier, der har nyhedsbureauet Ritzau som kilde, blev Flemming Fuglede Jørgensen dømt for i en telefonsamtale den 10. juni 2021 at have fortalt om fortrolige oplysninger fra et bestyrelsesmøde i Alm. Brand, hvor han på daværende tidspunkt var bestyrelsesmedlem.