Mine venner har masser af fejl. Jo tættere jeg er med dem, jo nemmere er det for mig at tilgive. Vanskeligere har jeg det med fiskehandlere, jeg ikke kender.
Jeg håber, at faste læsere af min klumme her er klar over, at jeg i reglen ikke er ked af at indrømme mine fejl og mangler. Det er, synes jeg selvhævdende, en vigtig positiv menneskelig egenskab at kunne.
Blandt mine venner er det lidt ujævnt fordelt, hvor glade folk er for at stå ved egne fejl og mangler. Men et er sikkert: Vi har dem alle sammen, og vi begår alle sammen masser af fejl igennem hele livet. Om vi vil være ved det eller ej.
I mit eget tilfælde er jeg nødt til at tilgive fejlene. Ellers bliver det i længden svært at være i mit eget selskab. På samme vis har jeg det langt hen af vejen med familie og venner, som jeg gerne vil være i selskab med uden at skulle have baghovedet fyldt med bebrejdende tanker.
Det går i reglen ganske godt. Der skal være meget graverende fejltrin, før jeg ikke stadig vil knuselske mine forældre, mine søskende, min kone og mine børn. Det samme gælder for de nærmeste venner.
Hurtigt mere dømmende
Lidt vanskeligere bliver det, når vi taler fætre, kusiner, kollegaer og bekendte. I deres tilfælde bliver jeg hurtigt mere dømmende og tilbøjelig til at undgå deres selskab, når de gør ting, jeg betragter som fejl.
Endnu værre bliver det, når det handler om folk, jeg slet ikke kender. Især hvis det er folk, jeg er uenig med.
I de sidste tilfælde kan det endda gå så vidt, at jeg gerne undsiger dem offentligt.
Det gjorde jeg for eksempel via Verdens Bedste Fødevarer for nylig mod en aarhusiansk fiskehandler, der af flere omgange gjorde sig til talsmand for en omfattende tilsvining af opdrættet laks.
Det har ført til, at tilhængere af fiskehandlerens handlinger i meget bombastiske vendinger har skældt ud på Verdens Bedste Fødevarer via facebook.
Det er nok alt sammen meget naturligt og godt. Men på den anden side er der måske en sandsynlighed for, at både fiskehandleren, jeg og fiskeopdrættere i almindelighed – trods vore uenigheder, fejl og mangler – er ok søde mennesker, der ønsker os selv og hinanden det bedste. Så måske burde vi alle sammen bruge mere tid på at forstå og tilgive selv dem, vi ikke kender så godt.