Vinteren kan være våd, grå og blæsende, men de morgener, hvor frosten ligger stille over landet, og solen bryder frem igennem det himmelblå, er nu noget af det mest fantastiske.
I et landskab af dæmpede farver og frossen stilhed kan man høre hver en lyd. En af lydene fanger dig, og du ser noget meget farvestrålende, der pusler omkring ved tidslerne. Det er stillitsen.
Første gang, du ser en stillits, er det en nærliggende tanke, at det er en eksotisk fugl, der er sluppet ud af sit bur. Det farvede ansigt med rød, sort og hvid, de sorte vinger og det knaldgule vingebånd, gør fuglen helt speciel.
En stillits er cirka 12 centimeter lang. Den vejer mellem 14 og 18 gram, og har et vingefang på 21 til 25 centimeter. Når fuglen er et år gammel, kan den yngle, og den får typisk to kuld på fem til seks æg.
Arten er almindelig over hele landet, på nær i Midtjylland, hvor den kun forekommer sparsomt. Uden for vores grænser findes fuglen i hele Europa, i Nordafrika og i det vestlige Sibirien. Da stillitsen er meget smuk og farvestrålende, har man desværre fanget dem, og indført dem til andre steder. Derfor findes der også bestande i det sydlige Australien og på New Zealand.
Artens føde består fortrinsvis af ukrudtsfrø, især fra tidsel og burre. I yngletiden fanges også næringsrige bladlus, som gives til ungerne i starten af deres liv. Når ungerne er lidt større, fodres de med opgylpede frø.
Stillitsen er også speciel af en anden grund – dens lidt sjove navn. Navnet er nemlig både et onomatopoietikon og et palindrom. Et onomatopoietikon er et lydefterlignende ord, og stillits’ kald lyder som »stillits«. Et palindrom er et ord, der staves ens forfra og bagfra.
Nu kender du den lille smukke fugl med alle de lange fremmedord, så hold øjne og ører klar, når du er ude og nyde vinteren.