Demonstration med 220 køretøjer

En række mennesker demonstrerede i Ringsted mod flere af de politiske tiltag overfor landbruget.

Klare holdninger til den politiske udvikling i landbruget har fået deltidslandmand Lotte Kristine Højgaard de Blanck til at gå ind i demonstrationsarbejdet. Det var således hende, der var tovholder for en demonstration i Ringsted for nylig. 220 køretøjer var med, og hun mener, demonstrationen gik over al forventning.

- CO2-afgiften og kilometerafgiften er jo konkurrenceforvridende. Og den kommer til at ramme dem i samfundet, der ikke har råd til at betale forhøjede priser på fødevarer, siger hun og fortsætter:

- Samtidig mener jeg ikke, at vi har styr nok på, hvad Bovaer gør, i forhold til at landmænd er tvunget til at proppe det i deres køer, siger Lotte Kristine Højgaard de Blanck.

Skadeligt for demokratiet

Undervejs i demonstrationen oplevede de demonstrerende stor opbakning fra lokalbefolkningen, oplyser hun.

- Da vi kørte konvojkørsel, stod folk ude langs ruten med Dannebrogsflag og vinkede til os. Så jeg oplever en kæmpe opbakning til det her fra folket, siger Lotte Kristine Højgaard de Blanck.

Ingen af fødevareordførerne fra de tre regeringspartier har ønsket at kommentere på demonstrationen, og det er skadeligt for den demokratiske samtale, mener deltidslandmanden.

- Jeg synes, det er skræmmende, at de ikke lytter til os. De er folkevalgte, og når folket opponerer mod det, de beslutter derinde (på Christiansborg, red.) så må man jo sætte sig ned og se på, om man kan gøre noget bedre, siger hun.

Tredje demonstration i januar

Hun tilføjer, at søndagens demonstration senere vil blive fulgt op af andre tiltag, dog uden at komme nærmere ind på, hvad det i givet fald vil være. Hun er bekymret for fremtiden.

- Vi ved ikke, hvad Bovaer kan skade i fremtiden, og samtidig vil danske fødevareproducenter ikke kunne klare sig konkurrencemæssigt, når der bliver pålagt en ekstra afgift, slutter Lotte Kristine Højgaard de Blanck.

Demonstrationen i Ringsted var den tredje siden årsskiftet, hvor der bliver protesteret mod blandt andet CO2-afgift og andre tiltag på baggrund af trepartsaftalen fra sidste år. Tidligere har der således været demonstrationer i både Aalborg og Holstebro.

Læs også