Erfarne landmænd og eksperter deler viden og løsninger til fremtidens grovfoder – med fokus på udbytte, klima og økonomi.
Hvordan får du stort udbytte på gamle græsmarker? Er urter i græsset en god idé for pengepungen? Og hvordan arbejder nogle af Danmarks mest erfarne mælkeproducenter med grovfoderstrategi i praksis?
Det, og meget mere, kan du få svar på til Grovfoderekskursionen 2025, som finder sted onsdag den 18. juni hos I/S Spangsberg ved Skjern.
Grovfoder med lavt klimaaftryk
Ekskursionen er en årlig begivenhed for landmænd, rådgivere og alle med interesse for grovfoder, og i år er der ekstra fokus på, hvordan grovfoderstrategier kan understøtte både en høj ydelse og lav klimabelastning. Det oplyser Seges Innovation i en pressemeddelelse om arrangementet.
Samtidig giver dagen god mulighed for at netværke med kolleger og eksperter og få inspiration til nye løsninger, der kan implementeres hjemme på bedriften.
Bag arrangementet står Seges Innovation i samarbejde med en lang række partnere, og værterne Jacob og Jørgen Spangsberg åbner dørene til både marker, stalde og maskinpark.
Dagen byder på et væld af demonstrationer, faglige indlæg og praktiske erfaringer.
- Vi glæder os meget til at invitere indenfor og vise lidt af alt det, vi arbejder med til dagligt, både i marken og i stalden. Det bliver en spændende dag, hvor vi ikke bare deler vores egne erfaringer, men også får besøg af nogle af landets dygtigste eksperter, som kommer med masser af ny viden og inspiration, siger Jacob Spangsberg, der sammen med sin bror Jørgen er vært for årets Grovfoderekskursion.
Faglige nedslag
Programmet strækker sig over hele dagen, hvor deltagerne inddeles i grupper, som går rundt mellem forskellige faglige poster. Her vil man blandt andet kunne høre om at arbejde med Cowfit, fremtiden for sandseparering, hvordan man får mere kvælstof ud af gyllen i juni og dyrkning af majs med striptill.
Samtidig sættes der fokus på nye metoder til såbedstilberedning, ukrudtsbekæmpelse uden Safari og reduktion af ammoniakfordampning. Det er med andre ord et program, der dækker i bredden, men når i dybden, lyder det fra Seges Innovation.
Tilmeld dig i god tid
Deltagelse kræver tilmelding – og med den store interesse for årets vært og det spækkede program, kan det ifølge Seges Innovation godt betale sig at være ude i god tid.
Det fulde program og tilmelding findes på: www.grovfoderekskursion.dk.