Solen stod højt på himlen, da godt 9.300 danskere tog på Sofari søndag den 18. maj. Hos Risbjerg Landbrug på Vestfyn blev muligheden for at komme helt tæt på landbruget også et tilløbsstykke – til glæde for både producenter og besøgende.
Søer og smågrise solbadede i sølehullerne, mens Sofari-gæster tog en guidet tur i faremarken, grinede bag rattet i den store mejetærsker og gumlede grillpølser i græsset.
Sofari, der igen i år er arrangeret af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med foreningen FØKS samt Friland, Organic Pork, Tican og Økologisk Landsforening, er en fest for børnene og en glæde for de producenter og deres medarbejdere, der mødes af begejstringen over den måde, hvorpå de arbejder med landbruget.