Apoteker tager over: Bultavo-3-recepter skal ikke længere til SSI

Vaccinen Bultavo-3 mod bluetongue virus serotype 3 (BTV-3) er nu markedsført i Danmark og er dermed tilgængelig via apoteker. Recepter skal derfor ikke længere sendes til SSI, men ekspederes via apotekerne.

Virksomheden Boehringer Ingelheim har oplyst, at vaccinen Bultavo-3 nu er markedsført i Danmark. Vaccinen er dermed tilgængelig via apotekerne, og forsyningen forventes at være stabil fra midten af uge 21. Det fremgår af en faglig nyhed fra Fødevarestyrelsen til dyrlæger.

Det betyder ifølge Fødevarestyrelsen, at recepter fremadrettet skal ekspederes via apotekerne. Recepter, som allerede er sendt til Statens Serum Institut (SSI), skal derfor flyttes til apotekerne.

SSI har oplyst, at vaccinen Syvazul BTV3, som blev markedsført i foråret, igen er tilgængelig via apotekerne.

Visse oplysninger er ikke til rådighed

Vaccinen Bultavo-3 er udviklet til vaccination af kvæg og får, mens vaccinen Syvazul BTV3 er udviklet til vaccination af får.

Fødevarestyrelsen gør opmærksom på, at vaccinerne ikke forhindrer, at dyrene smittes med BTV-3, men de forventes at beskytte dyrene mod at få stærke symptomer på sygdommen og forhindre dødsfald som følge af sygdommen.

Ligeledes peger Fødevarestyrelsen på, at vaccinerne har opnået markedsføringstilladelse under særlige vilkår. Dette betyder, at datagrundlaget endnu ikke er fuldt tilstrækkeligt til at lave en vurdering efter normale procedurer.

Fødevarestyrelsen forklarer, at det konkret betyder, at visse oplysninger om produktet ikke er til rådighed, herunder oplysning om vaccinernes dækningsperiode og anbefalinger om revaccination.

Hvilke vacciner findes der mod bluetongue i Danmark?

Der findes to tilgængelige vacciner mod bluetongue serotype 3 i Danmark:

  • Bultavo-3, som er udviklet til vaccination af kvæg og får
  • Syvazul BTV3, som er udviklet til vaccination af får

Vaccinerne er tilgængelige via apoteker og forhandlere af medicin til dyr på recept.

For at få ordineret vaccine skal du kontakte din praktiserende dyrlæge. Hvis du normalt har tilladelse til at behandle dine egne dyr med receptpligtig medicin, herunder vacciner, så har du også mulighed for selv at vaccinere dine dyr med disse vacciner.

En tredje vaccine, Bluevac-3 (udviklet til vaccination af kvæg og får), har opnået markedsføringstilladelse i EU og forventes markedsført i Danmark i løbet af sommeren 2025. Det er producenten af vaccinen, der afgør, hvornår dette sker.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Læs også