Det kniber ærligt talt med det oplyste demokrati ved et nærmere eftersyn. Og tænk sig, Folketingets Præsidium går forrest i den demokratiske mørklægning.
DER ER TING og sager, man ikke taler højt om. Specielt med børn. Sådan synes ræsonnementet at være i selveste Folketingets Præsidium, der er så fornemt et organ, at det skal staves med store bogstaver. Formanden, Søren Gade (V), har sat sig i spidsen for en beslutning om, at danske skolebørn ikke må diskutere konflikten mellem Israel og Palæstina ved næste års skolevalg. Emnet er for sprængfarligt, følsomt og komplekst i et demokrati, må vi forstå.