Kornpriserne skyder i vejret – tørke løfter markedet

Hvede og byg stiger markant på verdensmarkedet.

Efter måneders venten begynder kornpriserne nu at bevæge sig markant opad. Ifølge AgroMarkets’ markedsanalyse onsdag skyldes prisstigningerne især alvorlig tørke i det sydøstlige Australien, hvor manglen på regn i øjeblikket trækker store veksler på både planteavl og kvægproduktion.

Australske landmænd skifter nu væk fra raps og hestebønner til mere robuste afgrøder som byg og hvede, som både kan høstes og anvendes til foder. Flere marker er blevet sået direkte i tør jord, og der meldes om dårlig fremspiring. Enkelte overvejer allerede at genså med byg.

- Der er kamp om alt, der kan bruges til foder. Det gælder også lupiner, hø og mandelskaller, der alle er steget voldsomt i pris, fremgår det af analysen.

I Europa og USA steg hvedepriserne også. Årsagen er en kombination af investorernes såkaldte short covering og alvorlige bekymringer om vejret i flere af verdens vigtigste hvederegioner.

I Kina er temperaturen i Henan-provinsen nået op på 40 grader, mens Rusland kæmper med frostskader. I Europa meldes der om meget tørre forhold i blandt andet Nordtyskland, Danmark, Sydsverige og Polen.

- Regn ventes i løbet af torsdagen. Den bliver afgørende for, hvordan de europæiske marker klarer sig, lyder det i analysen.

Læs også