Claas Xerion 12.650 er kåret til årets traktor i Europa

Et dommerpanel bestående af 26 europæiske landbrugsjournalister har på Agritechnica-udstillingen søndag kåret årets traktor i Europa, og titlen gik til Claas' stortraktor Xerion 12.650, der blev udnævnt til »Tractor of the Year 2024«.

Det blev klart, da juryen bag »Tractor of the Year 2024« præsenterede årets bedste traktorer ved en kåring i dag klokken 12.00 på Agritechnica-udstillingen i Hannover.

Tractor of the Year (Toty) kårer årligt de bedste traktorer i fire kategorier: Tractor of the Year, Best Utility, Best of Specialized og Sustainable Toty. I år var der en række spændende traktorkandidater på alle nomineringslister, men det var Claas Xerion 12.650, der vandt den fornemme titel i dag, søndag, på Agritechnica-udstillingen.

Xerion-traktorer tilbydes med to chassistyper, enten med bælter eller hjul, og traktoren er udstyret med en 15,6-liters Mercedes-Benz motor med en maksimal ydelse på 653 hk, Cmatic-transmission, højt moment allerede ved 1.300 til 1.400 omdrejninger i minuttet, 16,3 % større arealydelse og 16,8 % bedre brændstofudnyttelse med Cemos-assistentsystemet.

Med en maksimal ydelse på op til 653 hk og op til 3.100 Nm drejningsmoment er Xerion 12.650 i øjeblikket en af de mest kraftfulde firehjulstrukne traktorer med trinløs transmission på markedet. Brændstoftanken rummer 1.400 liter og er centralt placeret, så den ikke påvirker akseltrykket. Tophastigheden for bælteversionen er 40 km/t, og for tvillinghjulversionen er tophastigheden op til 50 km/t.

Ud over kåringen af »Tractor of the Year« blev der også uddelt priser for »Best Utility«. Her vandt McCormick X5.120 P3-drive, og i klassen for specialtraktorer tog Landini Rex 4-120 GT RoboShift Dynamic sejren.

Blandt alle traktorer i årets finale blev »Sustainable Toty« også uddelt, en pris til et traktordesign, der fremmer bæredygtigt landbrug. Denne pris gik til Fendt e107 V Vario.

Faktaboks:
2024-kåringer

»Tractor of the Year 2024«
Claas Xerion 12.650 Terra Trac

»Best Utility 2024« (udstyr)
McCormick X5.120 P3-Drive

»Sustainable Toty 2024«
Fendt e107 V Vario

»Best of Specialized«
Fendt e107 V Vario

»Tractor Of the Year« igennem tiderne

2024: Claas Xerion 12.650 Terra Trac

2023: Fendt 728 Vario DT

2022: John Deere 7R 350 AutoPowr

2021: Massey Ferguson 8 S.265

2020: Fendt 942 Vario

2019: Case IH Maxxum 145 ActiveDrive 8

2018: Valtra T254 Versu Smart Touch

2017: Case IH Optum 300 CVX

2016: Fendt 1050 Vario

2015: Case IH Magnum 380 CVX

2014: Claas Axion 850

2013: Deutz-Fahr Agrotron 7250 TTV

2012: John Deere 7280R

2011: Fendt 828 Vario TMS

2010: New Holland T7070 Autocommand

2009: Massey Ferguson 8690

2008: New Holland T7060

2007: John Deere 8530

2006: McCormick XTX 215

2005: Massey Ferguson 8480 Dyna-VT

2004: Fendt 930 Vario TMS

2003: New Holland TM 190

2002: John Deere 8520

2001: Case IH CVX

2000: Case IH Magnum MX

1999: Fendt Favorit 700 Vario

1998: Fendt Vario

Læs mere om Agritechnica 2023

Drag fordel af internationale eksperters specialviden og klæd dig på til fremtidens landbrug, når Effektivt Landbrug stiller skarpt på Agritechnica 2023.

Læs mere her

Læs også