Regeringen og aftalepartierne bag minkerstatningen har indgået en aftale, hvor minkavlere og personer med tilknytning til minkbranchen fjernes fra kommissionerne, for at undgå mistanke om inhabilitet. Sagkyndige fra branchen kan dog stadig konsulteres. Formand for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, mener, at minkavlerne har været udsat for en »hetz« de seneste 14 dage.
Regeringen og aftalepartierne bag minkerstatningen indgik fredag morgen en aftale, som fjerner minkavlere fra de kommissioner, der beslutter, hvad minkavlere skal have i erstatning, skriver Ritzau.
Også personer med tilknytning til branchen må ikke længere sidde i erstatnings- og taksationskommissionerne.
- Det gør vi simpelthen for at undgå den mistanke, der har været om inhabilitet, sagde Jacob Jensen på et kort pressemøde fredag morgen.
Han sagde videre, at der har været »nogle skøre sager« fremme i medierne, som han »ikke kunne stå i«.
- Vores vurderinger var ret enslydende
Syv ud af ti
Ændringen kommer, efter at mediet Zetland i en række historier har beskrevet, hvordan minkavlerne selv har indflydelse på andre avleres erstatningssager. En gennemgang af 27 afgørelser har vist, at minkavlerne udgør den største faggruppe i erstatningskommissionerne.
Syv ud af ti kommissionsmedlemmer er indstillet af enten minkbranchen eller Landbrug & Fødevarer. Heriblandt er en række minkavlere, som selv venter på, at deres egne erstatningssager afgøres.
Cirka halvdelen af de minkavlere, som har søgt om erstatning, har søgt om et større antal mink, end de havde på minkfarmen, da de blev lukket ned. DR har også kunnet fortælle, hvordan fem minkavlere har fået erstatning for mink, som de ikke havde tilladelse til i deres miljøgodkendelse.
- Med den nye aftale er den liste, hvorfra der kan indstilles personer til kommissionerne, også blevet udvidet, siger Jacob Jensen.
Selv peger han på, at det kunne være jurister, økonomer eller folk, der har forstand på vurdering af ejendommens værdi, der skal sidde i kommissionerne.
Minkavlere og personer med tilknytning til branchen kan fortsat hentes ind som sagkyndige.
Ærgrer Rasmus Prehn
Ved aftalens indgåelse i januar 2021 var forventningen, at den samlede erstatning ville ende på op mod 18,8 milliarder kroner. Tre år senere er skønnet på 29,5 milliarder kroner.
Det samlede forløb ærgrer Rasmus Prehn, forhenværende fødevare- og landbrugsminister og ansvarlig for at forhandle aftalen om erstatning til minkerhvervet hjem.
Overfor DR kaldte han de førnævnte sager for »kedelig læsning«. Han fortæller desuden, at han ikke har »haft fantasi til at forestille« sig, at erstatningsbeløbet skulle stige så meget, som det har gjort.«
- De 19 milliarder (det oprindelige skøn for erstatningsrammen, red.), vi talte om på det tidspunkt, tænkte jeg var til den gode side, og det tror jeg også, jeg sagde på det tidspunkt. Så havde de i hvert fald ikke fået for lidt, lyder det fra Rasmus Prehn til mediet.
»Hetz«
Formanden for Kopenhagen Fur og tidligere minkavler Tage Pedersen mener ikke, at beslutningen er fair, skriver DR.
- Jeg er ked af, at man nu skal lave om på et - synes jeg - velfungerende taksationssystem, siger Tage Pedersen til mediet.
Ifølge Tage Pedersen har minkavlerne været udsat for en hetz de sidste 14 dage.
- Vi kan – og jeg kan - ikke holde til at blive hængt ud som griske gribbe og svin, som vi er blevet de sidste 14 dage. Så det er i hvert fald den gode side af medaljen, siger han.