Strid ved Molslab koster store ressourcer

Forholdene omkring det omdiskuterede rewilding-projekt Molslab har givet politiet meget arbejde, viser en ny opgørelse.

Trusler mod medarbejdere, hærværk, og bekymringer om dyrevelfærd. Debatemnerne har været mange, siden det meget omtalte rewildlingprojekt Mols Lab, der kører i Mols Bjerge på Djursland, gik i gang.

Tidligere på foråret var justitsminister Peter Hummelgaard i et samråd, der var indkaldt af den radikale Zenia Stampe. Hun ville vide, hvor mange ressourcer, der var blevet brugt fra politiet omkring anmeldelser af alt lige fra trusler til dyrevelfærdsproblematikker.

Samrådet blev en kendsgerning, efter at det var kommet frem, at der ifølge Naturhistorisk Museum Aarhus, som står for rewildling-projektet, i perioden 17/12-20 til 24/2-24 havde været 82 enkeltstående episoder af chikaner, ulovlige fodringer og aktioner mod museet, hvoraf 18 dokumenterede episoder var sket i den sidste del af perioden, fra 30. august 2023.

Det har kostet en del arbejde hos Østjyllands Politi. På samrådet kom det frem, at politiet skønsmæssigt i 2023 og frem havde brugt over 600 timer til at behandle anmeldelser og henvendelser om Molslaboratoriet. Det svarer til cirka 75 arbejdsdage.

Flere hundrede timer

- Tallene er nye for mig, men de er desværre ikke overraskende. Det her har stået på i over tre år, og det er simpelthen ikke en holdbar situation. Det er en urimelig belastning af offentlige midler og af museets ressourcer, siger Bo Skaarup, der er direktør for Naturhistorisk Museum Aarhus, til TV2 Østjylland.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) brugte samrådet til at lange ud efter de mennesker, der ifølge ham er med til at gøre livet surt for de medarbejdere, der er tilknyttet projektet.

- Det er helt uacceptabelt, hvis man ikke kan passe sit arbejde, uden at skulle frygte for, hvilke chikanerende beskeder, der ligger i indbakken, lød det fra justitsminister Peter Hummelgaard på samrådet.

Men de 600 timer er ikke den eneste tid, der er blevet dedikeret fra politiet i de mange sager. Justitsministeren fortalte samtidig at politiet periodisk patruljerer i området omkring Molslab-projektet. Det sker blandt andet for at sikre ro og orden i området, og for at beskytte både laboratoriet og de ansatte mod hærværk og chikane.

Af de 600 timer er over 200 timer gået med at behandle politianmeldelser mod Molslab i sager om dyrevelfærd. Trods de mange anmeldelser er Molslab ikke en eneste gang blevet dømt for at overtræde dyrevelfærdslovgivningen.

Læs også