Kvægrådgiver: - Husk at tage stilling til metanreducerende fodring

Fodringen af konventionelle malkekøer kommer til at ændre sig fra årsskiftet – og man skal tage stilling til, om det er Bovaer eller en høj mængde fedt, der skal tilsættes foderet.

Nye regler om metanreducerende fodring for konventionelle køer træder i kraft 1. januar 2025. Inden årsskiftet skal man dog tage stilling til, om man vil vælge mellem Bovaer eller fedttilsætning for at modtage tilskud. Det påpeger kvægrådgiver Niels Martin Nielsen fra Fjordland i en meddelelse.

Han kommer blandt andet ind på fordele og ulemper ved de to mulige løsninger – og anbefaler, at man får et overblik over, hvad man skal være opmærksom på, inden man træffer valget om, hvordan man vil sammensætte sit foder fra årsskiftet.

Hav styr på mængden af fedtsyrer

Niels Martin Nielsen understreger, at større mængder af fedt i foderet begrænser metanproduktionen, da fedtsyrerne ikke fermenteres i vommen og dermed ikke danner den brint, som de producerer metan med.

Ifølge kvægrådgiveren er det dog vigtigt, at man har styr på fordelingen af mættede og umættede fedtsyrer i foderet.

- Det er en balancegang, når man skal fodre med store mængder fedt. Både mængderne og fedttyperne skal man sammensætte, så man får en fordeling mellem de forskellige typer fedtsyrer, som køerne kan tåle. Hvis man for eksempel bruger for mange rapsfrø, kan man ende med at få for meget umættet fedt, eller at fordøjeligheden af fibre reduceres, forklarer kvægrådgiver Niels Martin Nielsen.

Han uddyber, at konsekvenserne af at tildele for meget fedt, eller at sammensætningen ikke sidder lige i skabet, kan være, at køernes aktivitet vil ændre sig i forhold til malkningen. Derfor er det vigtigt, at man får lagt den strategi, som passer til det foder, som man har tilgængeligt.

- Man skal være særdeles opmærksom, hvis man afgræsser, da græs bidrager med mange umættede fedtsyrer. Her bliver det meget vigtigt, at man tilpasser foderet og tildeler mere mættet fedt, forklarer Niels Martin.

Opmærksomhedspunkter ved tildeling af Bovaer

Alternativet til at tilsætte fedt i foderet er at tilsætte Bovaer. Niels Martin Nielsen gør dog opmærksom på, at man skal have helt styr på det praktiske omkring tilsætningen, da det ellers kan have konsekvenser for køernes ydelse.

- For det første skal man være opmærksom på, at du kun må tildele Bovaer i den periode, dine køer er på stald. Det giver i sig selv nogle udfordringer, når de skal have Bovaer tre måneder om året og minimum i perioder af 30 dage i streg, forklarer han og fortsætter:

- Du skal desuden være meget opmærksom på, hvordan du tildeler Bovaer i foderet. Du skal tildele minimum 60 milligram pr. kg tørstof, men det er vigtigt, at du opnår en jævn fordeling mellem køerne. Derfor er din opblandingsteknik vigtig – du skal opblande det i kridt eller i en mineralblanding. For hvis køerne får for meget Bovaer, kan det være produktionsreducerende.

Informationsmøder om metanreducerende fodring

Fjordland holder tre infomøder, hvor man kan høre mere om de krav og overvejelser, der ligger i valget mellem fodring med en høj andel fedtsyrer eller Bovaer samt ansøgningsprocessen til tilskudsordningen:

  • Tirsdag 29. oktober klokken 13.00-15.00 i Lemvig
  • Onsdag 30. oktober klokken 09.30-11.30 i Thisted
  • Onsdag 30. oktober klokken 13.00-15.00 i Skive

Læs også