På Højvanggård er medarbejderne topengagerede i at implementere præcisionsjordbrug på bedriftens 1.600 hektar. I medejer Jesper Egegaard Nielsens optik handler det om at gøre arbejdet ordentligt.
Højvanggård ApS ved Gørding i Sydvestjylland vil være med i front med at udnytte gødning, pesticider og såsæd bedst muligt.
I februar var hele mandskabet på marksiden – i alt ni mand – samlet til opstartsmøde hjemme på bedriften med planterådgiverne Jens Peder Pedersen og Erik Helbo Bjergmark fra Sagro.
- Det varede fire timer, og der var bare ro. Folk fulgte helt koncentrerede med, fortæller Jesper Egegaard Nielsen, der driver Højvanggård sammen med sin bror og sin nevø.