Massiv ændring i indsatsbehovet på Djursland: I må ha’ lavet en regnefejl

Miljøministeriets Vandområdeplan 3 forvandlede på et øjeblik det meste af Djursland til et indsatsområde baseret på ikke eksisterende data, hvis man spørger Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening. Han har derfor sendt et høringssvar til Miljøministeriet, hvor han på det kraftigste opfordrer til en genberegning.

- Der må være sket en fejl. Det er jo fuldstændig vanvittigt og uden belæg.

Sådan beskriver Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, Miljøministeriers Vandområdeplan 3 (VP3), hvis udformning mildest talt kom noget bag på ham.

- Det er jo nogle vanvittige restriktioner, som vi pludselig får. Det meste af Djursland er nu inkluderet. De nye målbelastninger er baseret på modeller, som er fejlbelagte og ikke eksisterende målinger, lyder det kontant fra formanden.

Miljøministeriet bør genberegne

Torsdag i denne uge var der sidste frist for høringssvar til VP3. Hans Gæmelke sendte på vegne af medlemmerne i Djursland Landboforening et høringssvar vedrørende hovedvandopland 1.6 Djursland med tilhørende kystvand 140, Djursland Øst.

Han opfordrer Miljøministeriet til en genberegning af målbelastningen, blandt andet fordi der fra VP2 til VP3 er kommet en ændring i målbelastningen, som betyder, at vandområdet nu kan tåle 37 procent mindre kvælstof.

Helt konkret går de berørte landmænd fra at udlede kvælstof lavere end målbelastningen til nu at skulle reducere kvælstof. Det skal de til trods for, at der ikke opnås en ændret økologisk tilstand i det smalle vandområde ud for Djurslands Kyst ved at reducere kvælstofudledningen fra land. Det skyldes, at næringsstofferne fra land blander sig med Kattegatvandet, der flytter store mængder næringsstoffer. Her skal det desuden medregnes, at Danmark har opfyldt sine internationale forpligtigelser for kvælstofudledning til det åbne farvand Kattegat fastsat i HELCOM.

Noget stemmer ikke

Grundlaget for VP3 er også baseret på målinger fra målestationer. Men der er ingen målestationer indenfor kystvand 140, Djursland Øst. Alligevel går vandområdet på Djursland til at være i mål i VP2 til pludselig at have et væsentligt indsatskrav i VP3, lyder det fra landboforeningen.

- Der er altså noget, der ikke stemmer her. Miljøministeriet må have lavet en utrolig beklagelig regnefejl. Hvis denne plan bliver gennemført, får den store konsekvenser for de fleste landmænd på Djursland, som skal have en masse efterafgrøder – som ikke har en målbar virkning. Jeg vil da opfordre ministeriet til at lave en genberegning af målbelastningen – denne gang med et reelt datagrundlag, understreger Hans Gæmelke.

Hele høringssvaret kan læses på landboforening.dk.

Læs også