Fokus på udenlandsk arbejdskraft i landbruget – igen

Der gives store bøder, hvis udlændingelovgivningen ikke overholdes til punkt og prikke.

En stor andel af landbrugets medarbejdere er ikke danske statsborgere, men kommer fra udlandet, først og fremmest fra en række lande i Østeuropa. Det kan dreje sig om op til cirka en tredjedel af landbrugets medarbejdere, der kommer tilrejsende fra andre lande.

En del udlændinge kommer her til landet for at blive praktikanter inden for »det grønne område« – landbrugs-, jordbrugs-, veterinær-, skovbrugs- eller gartneriområdet.

For disse personer gælder særlige regler i »praktikantbekendtgørelsen«, for eksempel skal der være tale om personer mellem 18 og 30 år, som er under uddannelse og som kan dokumentere sprogfærdigheder på A2-niveau i dansk, norsk, svensk, engelsk eller tysk. Disse personer kan opnå en midlertidig arbejds- og opholdstilladelse i en vis periode.

For almindelige medarbejdere, der ikke er praktikanter, gælder forskellige regler, alt efter den nye medarbejders nationalitet.

Statsborgere fra Sverige, Finland, Norge og Island kan frit arbejde i Danmark, hvis de ansættes på de samme vilkår som en dansk medarbejder – det vil sige overenskomstlignende vilkår.

En EU-borger har grundet arbejdskraftens frie bevægelighed ret til at arbejde i Danmark uden arbejdstilladelse og under samme løn og ansættelsesbetingelser som danske arbejdstagere.

Bøde for en halv time

Personer, som er statsborgere i lande uden for Norden samt uden for EU/EØS, skal have en arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark, og udlændinge kan godt have lov til at opholde sig i Danmark uden at have ret til at arbejde.

Hvis man anvender et rekrutteringsfirma til opgaven med at fremskaffe arbejdskraft, skal man gennemgå kontrakterne – eventuelt med en ekstern rådgiver – for at sikre, at alle regler er overholdt. Der gives store bøder, hvis udlændingelovgivningen ikke overholdes til punkt og prikke.

Man bør altid forlange at se medarbejderens originale pas for med sikkerhed at fastslå identitet og statsborgerskab. Det har betydning for om den pågældende person umiddelbart kan påbegynde ansættelsesforholdet eller ej. Arbejde må ikke påbegyndes, før en arbejdstilladelse er godkendt af Udlændingestyrelsen.

Hvis en udlænding arbejder ulovligt i Danmark, vil den pågældende blive straffet og risikerer desuden at blive udvist af Danmark. Virksomheder, der ulovligt beskæftiger udlændige straffes med bøder på cirka 20.000 kroner pr. ansat pr. måned, og der skal ikke meget til.

Højesteret har for nylig givet en bøde på 10.000 kroner til en virksomhed, der ulovligt beskæftigede en udlænding i mindre end en halv time, og Højesteret udtalte i dommen, at »det er uden betydning, om der foreligger en formel ansættelsesaftale, og om arbejdet er varigt, midlertidigt eller enkeltstående«.

Det vil herefter kun være i ganske særlige tilfælde, at en udlændings udførelse af en opgave for en erhvervsdrivende ikke vil udgøre ulovlig beskæftigelse.

Læs også