Noteringen for både slagtesvin og søer fra Danish Crown er uændret til næste uge, trods høje noteringsstigninger i Tyskland.
En prisstigning på 10 eurocent i den tyske notering for fersk grisekød skubber nu til dynamikkerne på det europæiske marked. Det vurderer salgsdirektør i Danish Crown, Per Fischer Larsen.
- Det har ligget i luften i et par uger, at der ville komme en stigning i den tyske notering, fordi udbuddet af slagteklare grise i Tyskland var faldende. Det tyske marked driver i vid udstrækning priserne på tværs af Europa, så nu er alle i markedet for at sende noteringsstigningen videre til kunderne,” siger han i en meddelelse.
Trods udviklingen i Tyskland holder Danish Crown noteringen i ro. Både for slagtesvin og søer er noteringen uændret i den kommende uge – 14 kr. for slagtesvin og 10,10 kr. for søer..
Mens efterspørgslen på dansk grisekød har været stabil takket være en solid eksport til blandt andet Asien, Australien og USA, har markedet i Europa haltet bagefter. Udbuddet falder traditionelt, når vejret bliver varmere, fordi grisene vokser langsommere i staldene. Det mønster ser ud til at gentage sig i år.
- Der er ikke den samme gennemsigtighed i slagtetallene i Syd- og Østeuropa, som vi har i Tyskland, Holland og Danmark, men der er ikke noget der tyder på stigende slagtetal i Østeuropa. Det ændrer dog ikke på, at vi kommer til at slås for at få priserne op i de kommende uger, lyder det fra Per Fischer Larsen.