John Deere er klar til at producere autonome traktorer i stor skala. I første omgang bliver det Waterloo-serien 8R, der bliver produceret og kan tilbydes til levering sidst i 2022. Den danske importør forventer også, at traktorerne kommer til at køre i Danmark.
De autonome traktorer er udstyret med seks kameraer, som giver et udsyn på 360-grader. Kameraerne bestemmer, om traktorerne skal fortsætte med at bevæge sig eller stopper, afhængigt af hvad kameraerne registrerer. Den autonome traktor kontrollerer også løbende sin position og sikrer, at den kører, hvor den skal, og traktoren kører inden for mindre end en tommes nøjagtighed.
Traktoren bliver konfigureret til opgaven via hjælp fra John Deere Operations Center Mobile og mens traktoren arbejder, kan brugeren forlade marken for at fokusere på andre opgaver – alt imens traktoren overvåges fra den mobile enhed.
John Deere Operations Center Mobile giver adgang til live video, billeder, data og målinger og giver en brugeren mulighed for at justere hastighed, dybde på redskabet og en række andre indstillinger. I tilfælde af uregelmæssigheder vil brugeren blive gjort opmærksom på den mobile enhed og kan derfra foretage justeringer for at optimere traktorens ydeevne.
Kommer til Danmark
- Jeg tror på, de autonome traktorer også kommer til Danmark på sigt, men vi har en lovgivning i Danmark, der ikke tillader, at traktorerne må køre uden opsyn. Det samme gælder for alle robotterne, som også skal være under opsyn. Dermed ryger lidt af fidusen, siger solution center manager Morten Skau Foged, Semler Agro A/S, der er importør af John Deere i Danmark.
- Vi regner med at komme til at sælge autonome traktorer, der ligner de modeller, som netop er blevet lanceret, trods den manglende lovgivning på området.
- De nye amerikanske Waterloo autonome 8R-modeller leveres heldigvis med førerkabiner, og det tror jeg passer godt til det danske marked. Alene af den grund at traktoren skal flyttes fra mark til mark på offentlig vej, og fordi traktoren dermed vil blive udnyttet mange flere timer om året, både som førerløs og som en traditionel traktor med en fører om bord.