Gruppen NOFFF, der står bag demonstrationer i flere byer i den seneste tid, har netop ekskluderet Kent Nielsen efter afsløringer af hans baggrund og aktiviteter, der ikke harmonerer med gruppens mål.
Ifølge en pressemeddelelse fra gruppen NOFFF er et af gruppens centrale medlemmer, Kent Nielsen, ekskluderet, da hans fortid kom frem.
Gruppen skriver, at Kent Nielsen »har erfaring på andre områder, som ikke stemmer overens med vores arbejde«, og uddyber ikke yderligere i meddelelsen.
- Vi beklager naturligvis meget, at Kent Nielsen overhovedet blev indviet i gruppen NOFFF, men som uerfarne ud i demonstrationer har vi fejlet, og det retter vi selvfølgelig op på, skriver gruppen.
Ifølge avisens oplysninger er det den 37-årige Kent Ivan Nielsen fra den sønderjyske by Fole ved Gram, der er blevet ekskluderet. Han har de seneste år været en central skikkelse i det konspirationsteoretiske miljø.
Ifølge JydskeVestkysten har Kent Ivan Nielsen for nylig fået en fængselsdom på 50 dage for trusler mod den daværende sundhedsminister Magnus Heunicke.
Demonstration med 220 køretøjer
Dømt for trusler
Ved Folketingets åbning i 2021 råbte Kent Ivan Nielsen, der på det tidspunkt var rigsleder i det politiske parti Stram Kurs, blandt andet til Heunicke:
- Du burde blive hængt i en lygtepæl.
Ministeren blev samtidig beskyldt for at være »en landsforræder, der dræber dine egne borgere«.
Kent Ivan Nielsens handlinger, der også inkluderer ulovlig våbenbesiddelse og højlydt protest mod covid 19-vaccinationer på vaccinations- og private klinikker, har ifølge mediet medført flere retssager.
- Det er skræmmende, at de ikke lytter
Vil lave flere demoer
NOFFF, der står for No Farmers, No Food, No Future, består hovedsageligt af selvstændige erhvervsdrivende og tidligere erhvervsdrivende, hovedsageligt med baggrund i landbruget.
Gruppens hidtil største demonstration fandt sted i Ringsted i søndags med godt 300 deltagere og et stort antal traktorer, m.v.
NOFFF, der hidtil har gjort en dyd ud af at afholde fredelige demonstrationer, har stillet en lang række krav til regeringen, som den ifølge tidligere udmeldinger skal opfylde senest den 27. januar: Blandt andet implementeringen af den grønne trepartsaftale, ny dieselafgift og krav om Bovaer i foderet til køer.
Traktor-demonstration på vej i Ringsted
Ifølge vognmanden René Spang Jørgensen, der er gruppens talsmand, er det i den kommende tid planen at lave demonstrationer to gange om ugen i Danmark, indtil gruppen har været rundt i hele landet.
- Folk går ned i indtægt, og mange frygter for deres job. Det kan vi ikke acceptere, har René Spang Jørgensen tidligere udtalt til Effektivt Landbrug.
Bag gruppen, der p.t. har 5.900 medlemmer, står den tidligere entreprenør Chris Kørvel.
Demonstranternes krav
Under overskriften »Krav til regeringen fra FOLKET« forlanger en gruppe aktivister følgende:
-
Kemistoffet Bovaer skal fjernes som lovkrav i foder
-
Regler og afgifter skal være ens i EU
-
De nye fossile brændstof- og kilometerafgifter, der trådte i kraft den 1. januar, skal fjernes nu
-
Udskyd implementeringen af den grønne trepartsaftale
-
Vandrammedirektivet skal efterleves korrekt ifølge EU-regler¨
-
BNBO-områder skal revurderes – ikke flere jernmarker
-
Stop for flere solcelleparker
-
Bevar den danske jord og skov
-
Stop oprettelsen af flere nationalparker
-
Fjern bilafgifter og registreringsafgiften
-
Tilbagefør alle afgifter på landbrug, transport og fiskeri
-
Stop for yderligere regulering af landbruget
-
Afskaffelse af grønne afgifter og CO2-afgifter på energi og transport
-
Stop for urimelige ejendomsskatter – indtil systemet er på plads