Grisekødsproduktion forventes at falde i Kina og EU i 2025

USDA forudser et lille fald i den globale produktion af grisekød i 2025, primært på grund af nedgang i Kina og EU. Samtidig forventes USA og Canada at øge deres eksport, mens EU's eksport vil falde grundet lavere produktion og afrikansk svinepest.

Ifølge en ny rapport fra det amerikanske landbrugsministerium (USDA) forventes den globale produktion af grisekød at falde svagt i 2025 efter en stabil produktion i 2024.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.

Rapporten dækker produktion, forbrug og handel med grisekød i udvalgte lande og fremskriver udviklingen i ton slagtevægt.

USDA forventer, at den samlede produktion af grisekød vil falde med 1 procent i 2025. Dette skyldes primært en forventet nedgang i Kina og EU på hver 2 procent.

Efterspørgsel på fjerkrækød

Produktionen i Kina falder som følge af en tilbagegang i antallet af søer og en aftagende efterspørgsel efter grisekød på grund af økonomisk usikkerhed og øget efterspørgsel på fjerkrækød, lyder forklaringen fra USDA.

I EU skyldes faldet lavere svinepriser, som reducerer incitamentet til at øge produktionen. Derimod forudses lande som USA, Brasilien, Rusland, Vietnam, Canada og Mexico at øge deres produktion i 2025. USA forventes at øge produktionen med 2 procent på grund af forbedret produktivitet og højere slagtevægt, drevet af lavere foderpriser og bedre indtjening i svineproduktionen.

Når det kommer til handlen med grisekød, forudser USDA ikke væsentlige ændringer i de globale handelsmønstre i 2025. USA og Canada forventes at øge deres eksport en smule, mens EU’s eksport vil falde. Dette skyldes, at den lavere produktion i EU giver mindre overskud til eksport, samtidig med at afrikansk svinepest fortsat hæmmer eksportmulighederne.

USA forventes at øge sin grisekødseksport med 3 procent i 2025, hvor Mexico fortsat vil være det største eksportmarked for amerikansk grisekød. Trods øget konkurrence fra Brasilien forventes USA at vinde markedsandele fra EU i både Sydkorea og Australien.

Læs også