Der har altid været en stemning af noget overnaturligt ved moser og søer. Helt tilbage i bondestenalderen for 5.500 år siden blev mennesker ofret til guderne og lagt i moserne. Måske for at sikre frugtbar jord, som man lige var begyndt at dyrke.
Også senere omkring år 300 efter Kristi fødsel ofrede man i stor stil til moserne. Denne gang var det dog i form af store nedlæggelser af våben, måske som tak for held på slagmarken. Tanken om at guderne, nøkken, elveren eller trolden bor her, har fulgt os gennem tiderne.
Når man nærmer sig moser eller vandhuller i denne tid, kan man høre en sær lyd. Det lyder lidt som nogen, der gnaver i sten. Der er dog intet overnaturligt på færde, da det er de grønne frøers parringskald.
Grøn frø findes i solbeskinnede vandhuller over hele landet, dog mere spredt i Jylland. Som navnet antyder er arten overvejende grøn, og den har sorte pletter.
Den bliver fra 50 til 110 millimeter lang, og har kraftige bagben. Hunnen er lidt større end hannen, der har ydre klækkeposer ved hver mundvig. Øjnene er placeret oven på hovedet, så den kan gemme kroppen under vandoverfladen.
Føden består af hvirvelløse dyr, men den er ikke kræsen. Den spiser også andre mindre frøer og endda småfugle. Vanen med at spise de andre padder gør den grønne frø til en ubuden gæst i nogle vandhuller, da den spiser de mere sjældne padder. Det kan blandt andet gå ud over strandtudse eller grønbroget tudse.
I Danmark er alle padder fredet, men det er ikke tilfældet alle steder. I Frankrig er det tilladt at spise grønne frøer, og på latin hedder den grønne frø ligefrem »esculenta«, der betyder »den spiselige«. Det er kun frølårene der spises, og hvis man vil prøve, skal man købe dem importerede.
Hold øre og øjne åbne – der er måske grønne frøer i den lokale sø eller mose.