Tirsdag eftermiddag blev et nyt samarbejde mellem handelsplatformen Maykers og Ornestation Mors offentliggjort og fejret på Agromek.
Der blev givet hånd og drukket champagne, da Ornestation Mors og handelsplatformen Maykers valgte at benytte den første dag på Agromek til at offentliggøre, at de to parter indgår et samarbejde i fremtiden.
Med mere end 45 års erfaring indenfor sædproduktion og landbrugsartikler har Ornestation Mors stor ekspertise, når det kommer til produkter og services til landbruget. Med et stort sortiment af produkter til blandt andet stald, mark, værksted, kontor og fritid, håber virksomheden, at samarbejdet med handelsplatformen Maykers kan skabe større tilgængelighed for flere kundesegmenter, når de går online på platformen i 2023.
- Vi vil gerne være endnu mere synlige og samtidig have et støtteben mere at stå på, fortæller Johnny Markussen, direktør hos Ornestation Mors.
Johnny Markussen fortæller videre, at virksomheden siden år 2000 stille og roligt har opbygget egen portal, der fra 2010 for alvor har taget fart og i dag omfatter godt 4.000 varenumre.
- Ønsket var imidlertid at tage porteføljen med længere og stå stærkere til fremtiden. Da Jesper (Jesper Knudsen fra Maykers Danmark, red.) ringede, da summede vi først lidt over det. Vi er jo jyder, smiler Johnny Markussen.
Konklusionen blev dog hurtigt, at Ornestation Mors var klar til at tage chancen og forsøge at ramme endnu bredere – som for eksempel fritidslandmanden og jagtsegmentet.
Optimering på indkøb
Ifølge de nye samarbejdspartnere er det målet at skabe en lettere og mere overskuelig købsoplevelse for både nye og eksisterende kunder.
- Det skal være med til at optimere indkøbene for den enkelte landmand, lyder det fra Jesper Knudsen fra Maykers Danmark, der i øvrigt ikke lægger skjul på, at man glæder sig over det nye samarbejde.
- Vi er stolte af at byde velkommen til en af de stærkeste og mest betroede leverandører til det danske landbrug. Deres store ekspertise og sortiment giver landmænd på Maykers endnu mere at komme efter.
Jesper Knudsen fortæller videre, at det i første omgang vil være handelsvarer fra Ornestation Mors, som kunderne allerede i begyndelsen af 2023 vil kunne finde på Maykers, men også salg af sæd via online-platformen vil blive undersøgt i den nærmeste fremtid.
- Vi ved, at vores sortiment på mere end 5.000 produkter er relevant for alle typer landmænd. Sammen skal vi forbedre vores digitale tilstedeværelse, styrke relationerne til vores kunder i landbruget og udforske mulighederne for onlinehandel af vores store produktsortiment, siger Johnny Markussen.
- Det nye store lager vi bygger i øjeblikket, vil desuden hjælpe os med at facilitere alle de ekstra bestillinger, vi forventer at tiltrække via Maykers, og ellers har Jesper Knudsen lovet at betale de ekstra omkostninger for bygningen ud af egen lomme, tilføjer direktøren med et smil.
Et bredt genetikprogram
Ornestation Mors leverer dagligt genetik til omkring 40 procent af danske griseproducenter over hele landet, og der sælges i dag fra de tre avlsselskaber, DanBred, Danish Genetics og Topigs Norsvin.
- Det er et spændende samarbejde, som vi ser meget frem til, afslutter Johnny Markussen.