Stort el-projekt på vej ved Roskilde Fjord

Der er fuld gang i forberedelserne til projekt Forskønnelse af Roskilde Fjord hos Energinet. Og i den forbindelse skal el-infrastrukturen moderniseres.

Energinets projekt omfatter et cirka 50 kilometer langt kabeltraché fra Kirke Såby, rundt omkring Roskilde Fjord og så til Hovegård udenfor Smørumnedre. Illustration: Energinet

I løbet af få år kommer landskabet rundt om Roskilde Fjord til at se ganske anderledes ud. For Energinet er i fuld gang med de indledende øvelser, der skal fjerne de snart udtjente luftledninger og samtidig sikre elforsyningen i området mellem Isefjorden og Roskilde Fjord.

Nogle af stederne på strækningen bliver de gamle luftledninger erstattet af kabler, der skal graves i jorden. Det kommer til at ske på en 18 kilometer lang strækning fra Lyngerup syd for Jægerspris gennem Roskilde Fjord til Hove øst for fjorden.

I Hornsherred, mellem Isefjorden og Roskilde Fjord, lægger Energinet samtidig nye 132 kV-elkabler i jorden på en cirka 22 kilometer lang strækning.

Konkrete planer forude

Og hvis man er lodsejer på den jord, der skal gå til projektet, har man allerede haft besøg af Energinet. Det fortæller Carsten Hestbech, Projektledelse Øst hos Energinet, der er projektets hovedansvarlige.

- Vi er nået så langt i projektet, at vi har været ude og snakke med samtlige lodsejere i den del, der skal kabellægges i Roskilde Fjord-projektet, siger han til LandbrugØst.

Senere i år kommer repræsentanter fra Energinet igen på besøg hos de berørte lodsejere for at lave endelige aftaler om projektet. Det drejer sig om cirka 100 lodsejere.

Kan gå i flere retninger

Alt i alt bliver der tale om et cirka 50 kilometer langt kabeltraché fra Kirke Såby, rundt omkring Roskilde Fjord og så til Hovegård udenfor Smørumnedre.

- Der laver vi en såkaldt projektkorridor, der til at starte med er cirka 100 meter bred, hvor vi analyserer med alle de værktøjer, vi har til rådighed. Men når vi kommer ud og får den tætte kontakt til lodsejerne, sker det typisk, at vi kommer i forskellige retninger, siger projektlederen og fortsætter:

- Der kan jo også være nogle ting i jorden derude, som de har kendskab til. Det kan være hoveddræn eller andet. Der kan jo være så mange ting, som vi så får oplysninger om fra den enkelte lodsejer. Men så får vi jo egentlig trukket nogle nye streger til vores kabeltraché.

Konstruktiv dialog

Han fortæller, at den første besøgsrunde hos lodsejerne har været konstruktiv, også i forhold til at få indsnævret projektkorridoren.

- Vi har givet lodsejerne et estimat for hvor lang tid, man kan forvente, at man er på den enkeltes matrikel. Og det har været med til at give en god forståelse hos lodsejerne, lyder det fra Carsten Hestbech.

Når projektet er helt færdigt – det vil efter planen ske i om fire-fem år – vil man blandt andet fjerne elmaster, der i dag krydser Roskilde Fjord. Men der vil også blive etableret nye forbindelser, der kommer til at ligge i jorden.

Læs også