Naturmødet 2025: Kan biodiversitet og dyrevelfærd gå hånd i hånd?

Den 22., 23. og 24. maj er der Naturmødet i Hirtshals. Her spørger Seges, om det er muligt at lave en naturforvaltning, der sikrer både biodiversiteten og dyrevelfærden.

Seges Innovation er vært ved en debat på Naturmødets store scene Thunderdome lørdag på Naturmødet. Her vil journalisten Tine Gøtzsche styre en debat med særdeles vidende profiler.

Her skal det handle om konsekvenserne af forandringerne i det danske landskab, hvor landbrugsjord tages ud af drift, der plantes mere skov og skabes mere natur.

- Det betyder, at vi oplever de store planteædere græsse hele året rundt, og den forandring har i de seneste år skabt debat og konflikter mellem dyreholdere og borgere med bekymringer for dyrevelfærden, skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Om biodiversitet og dyrevelfærd kan gå hånd i hånd, vil faglige eksperter debattere med deres solide erfaring fra både organisationer, myndigheder, landbruget og forskningen.

Debatpanelet består af naturforvalterne Catrine Grønberg Jensen og Søren Christensen, dyrlæge og chefkonsulent i heste og dyrevelfærd hos Dyrenes Beskyttelse, Mette Uldahl, dyrlæge og chefkonsulent i dyrevelfærd hos Fødevarestyrelsen, Else Enemark, samt naturkonsulent Lisbeth Gliese Jensen fra Seges Innovation.

Dilemmaer bliver italesat

Allerede om fredagen er emnet på agendaen på Life-scenen under overskriften »Er du dus med dyrene«.

Her interviewer naturformidleren Vicki Knudsen, kendt fra blandt andet DR-programmerne Vilde eventyr og Vildt Naturligt, to passionerede naturforvaltere og en naturkonsulent, som fortæller om deres kærlighed og begejstring for at arbejde med helårsgræssende dyr og forklarer, hvad det er, der kan få naturforvalterene til at gå gennem konflikter, shitstorms og meget andet for at opleve dyrenes liv under åben himmel.

For Naturmødets besøgende er der også mulighed for få en kop kaffe og en god faglig dialog om de væsentlige opgaver og dilemmaer inden for både naturforvaltning og arealanvendelse med Seges Innovations eksperter og udtagningskonsulenter på deres stand.

Læs også