En lang NAG-epoke er forbi

Peter Petersen var 18 år, da han begyndte at køre i den mindste lastbil hos Nordsjællands Andels Grovvareforening (NAG). 22 år senere stoppede han som chauffør, og da sad han bag rattet på den største vogn. På den måde voksede man med opgaven, forklarer han.

Efterfølgende blev Peter Petersen afdelingsleder i Dønnevælde – en stilling, han har bestridt i 28 år. Nu er han nået til vejs ende.

Hvordan er det at takke af?

- Jeg er ok med det nu, selvom det er en epoke, der slutter. For jeg har først og fremmest været glad for at være i NAG. Da jeg fortsatte som afdelingsleder efter 22 år som vognmand, kom meget af mit arbejde til at handle om logistik, kornleverancer til havnen, kørsler og så videre.

- Jeg gik op i det med liv og sjæl, men det betød også, at jeg kunne ligge vågen om natten og spekulere som en gal. Specielt hvis det var dårligt vejr. Det kunne være hårdt, og jeg har da også haft et par mindre blodpropper, fortæller Peter Petersen og tilføjer:

- På den måde er et åg fjernet fra mine skuldre. Jeg har dog aldrig følt mig presset. Jeg boede tæt på, og jeg kunne ikke lade være med at kigge forbi, når jeg havde fri. Jeg har nok altid følt en forpligtigelse og et ansvar. Stedet har været mit liv, en livsstil – ingen tvivl om det.

- Jeg gik op i det med liv og sjæl, men det betød også, at jeg kunne ligge vågen om natten og spekulere som en gal. Specielt hvis det var dårligt vejr.

Peter Petersen

Arbejdskulturen er anderledes

Familien har dog ikke altid været lige så begejstret for den arbejdsomhed, som Peter Petersen udviste, og særligt ikke omkring høst, hvor dagene blev lange. Alligevel har han aldrig haft lyst til at skifte firmanavn på lønsedlen.

- Græsset er ikke grønnere hos naboen, og så har vi også haft det godt sammen på arbejdspladsen. Tidligere var det næsten som en stor familie. Flere fra samme familie arbejdede her, og det skabte en særlig, god stemning.

- I dag, fortsætter han, er det anderledes. Folk har mere travlt med deres egne gøremål. Man kommer ikke hinanden ved på samme måde. Tiderne ændrer sig, og det må man acceptere.

Arbejdskulturen er meget anderledes i dag, mener Peter Petersen.

- Man tager ikke en øl eller vand efter arbejde og snakker lidt. Det er der ikke tid til i dag. Vi gør det til høstfesten, og det er hyggeligt, men til dagligt er folk ude af døren efter fyraften.

Også branchen har ændret sig ifølge den erfarne chauffør.

- Alt er blevet større. Lader og opbevaring har fået helt nye dimensioner. Den største vogn dengang var på syv tons, nu kører man med 40 tons. Før var der også et landbrug på hvert gadehjørne, nu er de næsten væk. Bedrifterne vokser, og jeg håber, at en virksomhed som NAG kan følge med, for det går stærkt, og der er kun et par andelsforeninger tilbage.

En dør på klem

Hvad skal du nu?

- Rode med knallerter. Jeg er med i en knallertklub. Det er mest Puch VZ, jeg skruer på. Jeg skal også hygge med børnebørnene. Dem har jeg fire af – senest en lille ny for fem måneder siden. Selv har jeg tre børn. Ellers har jeg ikke gjort mig flere tanker. Jeg tager det, som det kommer.

Selvom Peter Petersen føler, at han er kommet videre, er der ting, han utvivlsomt vil savne fra sit arbejdsliv – og derfor skal man aldrig sige aldrig.

- Jeg har overdraget mine opgaver til to gode kolleger, Allan og Kristine, og jeg tror bestemt, de har styr på det. Sammen går de fint i spænd med chaufførerne. Den afslappede tone og jargonen med chaufførerne, den vil jeg selv komme til at savne, påpeger Peter Petersen og fortsætter:

- Når der kom et nyt kundenummer ind, kunne jeg ofte huske det udenad efter tre dage. Hvert nummer var selvfølgelig en kunde, men også en historie, og de små samtaler, man fik der – det var altid interessant. Så dagligdagen og arbejdspladsen bliver svær at slippe. Omvendt kan de altid ringe, hvis de skulle have brug for hjælp – min dør står altid åben.